Hjemløs eller ikke hjemløs? For de fleste lyder dette sikkert ikke som et dilemma, men det var det for 42-årige Henrik Søndergaard Pedersen. Efter at have medvirket i DRs dokumentarprogram ’Mit publikum’ har Henrik taget skridtet og opgivet den rodløse tilværelse som hjemløs
- Jeg er flyttet i lejlighed, og jeg begynder i jobtræning på mandag hos Niels Thorsted (Henriks tidligere arbejdsgiver, red.) Det er en fantastisk lejlighed - det er skønt, siger Henrik til BT.
I går aftes sendte DR det eksperimenterende dokumentarprogram ’Mit publikum', hvor hjemløse Henrik stod i sit livs dilemma. Skulle han sige ’ja tak’ til kommunens tilbud om en lejlighed?
- At sige ja til en lejlighed betyder jo, at der kommer en masse ansvar med. Der kommer krav fra kommunen, og kreditorerne har lige pludseligt et sted, de kan sende regningerne hen, sagde Henrik Søndergaard Pedersen i programmet ’Mit publikum’.
Drømmen om familielivet
I programmet følger et panel, bestående af 30 forskellige danskere, den hjemløse Henrik i fire dage. Formålet er, at de 30 danskere skal lære Henrik at kende ved at møde forskellige personer fra hans liv og dermed blive klædt på til at give ham et råd i det store dilemma.
Efter at have mødt Henriks familie, at have lyttet til hans drømme og stiftet bekendtskab med hans hårde barndom beslutter de 30 danskere at give Henrik et råd. Panelet anbefaler ham at tage imod lejligheden og få sig et job. På den måde mente panelet, at Henrik kunne blive en bedre far for sine børn og muligvis forfølge sin drøm om familielivet.