Skuespiller Lærke Winther var med ved tre fødsler som forberedelse til krimiserien 'Dicte'.
Skuespilleren Lærke Winther, 37 år, der har rollen som veninden Anne i TV2s krimiserie ’Dicte’, gik bogstaveligt talt i lære som jordemoder forud for optagelserne til den populære mandagsserie.
- Jeg fik lov til at følge jordemødrene på fødegangen på Hvidovre Hospital en dag. Før jeg tog derud, var jeg meget spændt på, om jeg kunne klare det, eller om jeg ville synes, det var for voldsomt.
Men så viste det sig at være en fuldstændig fantastisk oplevelse. Jeg oplevede at se tre børn blive født på en dag. Det var så stort og så rørende og gav så meget mening, at da jeg tog af sted derfra, sagde jeg til mig selv:- Satans osse. Jeg skulle være blevet jordemoder og ikke skuespiller! fortæller Lærke Winther.
Endte med akut kejsersnit
Lærke Winther fulgte både helt unge og mere garvede jordemødre på en af landets travleste fødestuer for at finde inspiration til rollen som jordemoder i krimiserien.
- Der skulle lidt til for mig, for at kunne betragte det at være med til at forløse børn som et arbejde. Jeg har selv så stor respekt for det og tænkte, at det må være skræmmende at stå der med alle de liv-eller-død-beslutninger, men hvis man skal spille jordemoder, er man nødt til at have et forhold til, hvordan det føles at udføre sådan et arbejde, forklarer Lærke Winther.
Hun er selv mor til en pige på syv år og har sammen med en række andre kendte skuespillere fortalt om sin fødsel i bogen ’Sådan er mødre’.
- Men her fik jeg et indblik i en verden, jeg kender fra den anden side som fødende. Min egen fødsel var ret voldsom og endte i et akut kejsersnit, så det var ikke en af de helt nemme fødsler. Men de fødsler, jeg overværede, gik heldigvis meget nemt, fortæller hun.
Undlod at læse bøgerne
Ligesom Iben Hjejle, der har hovedrollen som ’Dicte’, har Lærke Winther bevidst ladet været med at læse de krimi-romaner af Elsebeth Egholm, som krimiserien er bygget over.
- Jeg har med vilje ikke læst i dem, fordi der er mange forskelle mellem tv-serien og bøgerne. Hvis jeg læser noget, kan jeg ikke glemme det eller lade være med at forholde mig til det, så jeg har holdt mig til manuskripterne, der har været rigtig gode. Det har været rigeligt for mig.
I ’Den som dræber’ spiller du også veninde til hovedpersonen. Hvor vigtigt er gode veninder for dig?
- Jeg er selv single-kvinde og blev skilt for 1½ år siden, og så får man pludselig rigtig meget plads igen til veninderne. Og mine veninder betyder meget for mig. Både på den lange bane og i dagligdagen. Jeg bruger mine veninder rigtig meget og nyder at have muligheden for at åbne mit hjem og arme for dem, siger Lærke Winther.
- Den største udfordring? Det har været, at Iben, Lene-Marie og jeg ikke fik alt for mange grineflip. Vi har haft det meget sjovt sammen, siger hun med et smil.