Glen Riddersholm kan nok komme gratis ind på Crazy Daisy i Herning, hvis han sniger sig ud fra hjemmet det kommende års tid eller 20. Mesterskabet er så godt som hjemme for FC Midtjylland, og derfor var der jubel på MCH Arena søndag aften.
FC Midtjylland-chefen for de spillere, der har hentet guldet til Heden, tog også en æresrunde på stadion, efter 2-0-sejren over FC København. Og inden han skulle ind og sende sine stikpiller af sted i revancheduellen mod Ståle Solbakken i TV3+-studiet, fik han også hilst på familien Riddersholm.
Glen Riddersholms kone, Tanja, og sønnen, Mathias, var blandt de første, som FC Midtjyllands succestræner ville fejre sejren med. En sejr, der betyder, at FC Midtjylland nu blot venter på, hvornår de med matematisk sikkerhed kan kalde sig danske mestre. For danske mestre bliver de.
Og mon ikke det giver endnu flere guldkys i hjemmet i Ikast, når formalia er overstået for Glen Riddersholm på MCH Arena.
