På mål af Rasmus Falk og Viktor Fischer vandt Danmark tirsdag 2-0 over Serbien ved EM for U21-landshold, og Jess Thorups tropper er dermed klar til semifinalen i turneringen - og til OL i Rio de Janeiro næste år.

Efter en god serbisk start på kampen var det Danmark, som lidt imod spillets fordeling kom foran efter godt 20 minutters spil, da Riza Durmisi fra venstrekanten sendte en bold ind midt i feltet, hvor Rasmus Falk med et fladt skud skød bolden imellem benene på Marko Dmitrovic i det serbiske mål og ind i nettet.

I starten af anden halvleg blev kampen afgjort, da Pierre-Emile Højbjerg på et dansk frispark fandt Viktor Fischer ved bageste stolpe. Ajax-spilleren tog bolden ned og sendte den ind bag Marko Dmitrovic.

I puljens anden kamp spillede Tjekkiet og Tyskland 1-1, og dermed går Danmark og Tyskland videre til semifinalen. Modstanderne kendes onsdag, når den anden pulje har spillet færdig.

Samtidig er Danmark og Tyskland klar til OL-slutrunden næste år. Det er første gang siden 1992, at Danmark skal spille OL-fodbold.