Det er denne magtfulde PFA-chef, Andre Lublin, som i dag skal vidne i Københavns Byret. En mand, som nærmest er synonym med PFAs succes.

59-årige Andre Lublin sidder så tungt på PFA-magten, at selv koncernens bestyrelsesmedlemmer ind imellem kan føle sig overflødige.

Han er en sjælden blanding af den barske, hårde chef på den ene side - og den venlige næsten bløde chef på den anden side.

Den barske Lublin fik Rasmus Trads bl.a. at føle efter den årlige PFA-bestyrelsesmiddag på det fornemme Sølyst, i august 1995. Trads havde gjort sig skyldig i to forbrydelser denne aften: Dels havde han taget ordet udenfor talerækken, dels havde han danset lidt for lystist med bestyrelsens næstformand, advokat Lida Hulgaard.

Det resulterede i, at Trads dagen efter blev kaldt op på Lublins kontor, hvor han fik en både mundtlig og skriftlig, ydmygende overhaling. I øvrigt i overværelse af persolanedirektøren, som på stedet udarbejdede en skriftlig advarsel til daværende direktør Trads.

Privat er Lublin mest til ridning og fodbold. Han er formand for Gentofte Rideklub - og storsponsor for Lyngby Boldklub. Han er arbejdsnarkoman - og flere gange er han endda mødt op på PFA-kontoret lørdag formiddag iført ridestøvler- og pisk.

Han er også officer af reserven, en rigtig soldat. Det er således hændt, at han er mødt op til middag i Assurandør Societetet, angiveligt direkte fra øvelse, iført sit militære outfit. Og til nogen moro for kollegerne.

Lublin er familiemenneske med kun få nære venner. Han er gift med den ti år yngre Hanne Lublin. De mødtes i PFA, og har i dag to voksne børn. Siden har Hanne Lublin uddannet sig til kinesiolog - alternativ behandler.

Måske er det netop under fruens påvirkning, at Lublin lever næsten fanatisk sundt, nærmest asketisk. Inviterer man Lublin til frokost, SKAL der vøre grøntsager på bordet. Det kom bl.a. til udtryk under det nu berømte Thorsen-møde hos kunstneren Per kirkeby. I sidste øjeblik fik Kirkeby sendt en stafet i byen efter Lublins yndlings-snack, gulerødder.