Efter regn og rusk fredag blæser der dog mildere vinde i weekenden med temperaturer op til 20 grader søndag.
Efter en fredag med regn og blæst over hele landet, er der lidt mere at glæde sig til i weekenden, hvor mildere luft efterhånden tager over, men forvent ikke sol hele dagen. Der kommer stadig byger, men de vil dog aftage.
- Når regnvejret efterhånden har passeret i løbet af lørdagen, får vi også solen at se, når en svag højtryksryg kommer ind over landet. Samtidig vil den hårde vind fra vest aftage, siger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Steen Rasmussen.
Temperaturerne lørdag vil ligge mellem 15 og 18 grader, om natten omkring 10 grader.
Søndag begynder varmen så at presse sig på, og temperaturerne vil komme op på mellem 15 og 20 grader, og det er ifølge meteorologen pænt for årstiden.
- Men selv om det bliver mildt, er det usikkert, hvor meget vi får set af solen på søndag. Der vil være skyer, og i Nordvestjylland er der også mulighed for regn, siger Steen Rasmussen.
Kigger vi ind i næste uge, bliver vejret fortsat ustadigt og også køligt. Mandagen bliver der spredt regn og byger, og temperaturerne falder stille og roligt til omkring 15 grader.
- De mange tropiske orkaner laver en del ravage i vores prognoser for øjeblikket. Vi skal dog regne med, at det bliver køligere i næste uge, siger Steen Rasmussen.