DMI er klar med en prognose for næste måned, og den byder på lidt af hvert. Der er dog ikke udsigt til koldere vejr.

Der bliver brug for både shorts og paraplyer i september. Den kommende måned bliver en klassisk september med ustabilt vejr, lyder det fra DMI, der dog spår mildt vejr.

- September bliver lidt en blandet fornøjelse. Der vil være solskinstimer og perioder, der kan minde om sensommer, men der bliver ikke tale om en stabil periode. Det bliver dog ganske hæderligt for en september, siger Jesper Rasmussen, meteorolog hos DMI.

Han vurderer, at måneden vil byde på byger og svage fronter med regn. Men det ligger ikke i kortene, at det kommer til at vælte ned med regn, som man har set i august, hvor danskerne har kæmpet med oversvømmede kældre.

- Der er stadig risiko for skybrud, men fordi vi kommer til at ligge i udkanten af både højtryk og lavtryk, er det ikke umiddelbart det mest oplagte scenario, siger Jesper Rasmussen.

I forhold til en gennemsnitlig september bliver det således lidt mindre vådt og lidt lunere:

- Vi får lidt mindre nedbør end det normale for en september, og samtidig kommer temperaturerne til at ligge en smule over normalen, fordi vi får vinden ind fra en vestlig retning med en lidt mildere luft. Så det bliver ikke koldt. Så på trods af den overordnede ustabile prognose, får vi indimellem dage med sol, hvor temperaturen kan snige sig op over de 20 grader, siger Jesper Rasmussen.