Her lyder opskriften til "Sådan bliver du prostitueret": Sæt en annonce i Ekstra Bladet eller Den Blå Avis. Stil dig på barer, skab kundekontakt via internettet eller gennem bureauer.

Bag den udførlige vejledning står rådgivnings-centret PRO-ÅRHUS, der gratis og anonymt tilbyder personlig vejledning til prostituerede. Både om sikker sex, hvordan man stopper som prostitueret og altså ikke mindst, hvordan man starter. Og det er statsstøttet prostitution.

Centret er nemlig finansieret af Socialministeriet og Århus Kommune.

Men rådgiver hos PRO-ÅRHUS, Lene Jensen, tager skarp afstand fra, at teksten skulle opfordre folk til at sælge deres kroppe.

"Jeg tror ikke, at det får flere folk i faget. For jeg synes ikke, at ordlyden er misvisende. Af teksten fremgår det, at formålet er at hjælpe og beskytte de mennesker, der har bestemt, at de vil starte i erhvervet. Og vi har netop valgt overskriften "Sådan bliver du prostitueret", fordi det er et godt blikfang," siger hun.

Og selvom PRO-ÅRHUS' erklærede formål er at rådgive tidligere og nuværende prostituerede, gælder det altså også de kommende. Det er, ifølge Lene Jensen, et nødvendigt tiltag.

"Vi får en del henvendelser fra folk, der gerne vil ind i faget. Og når folk har truffet beslutningen om, at de vil være prostituerede, skal vi ikke bestemme, at de ikke må. Så kan vi kun vejlede dem i, hvordan de bedst passer på sig selv," siger rådgiveren og understreger, at netsiden ikke kan misforstås.

Men det er socialchef Leif Jepsen, Århus Kommune, ikke enig i.

Efter B.T.s henvendelse beordrede han, at netsiden straks blev fjernet.

"Teksten kan misforstås. Især hvis man kun klikker ind på den del af hjemmesiden. Derfor lukkede vi den straks. Man kan sagtens informere folk, der ønsker at starte i prostitution, uden at det lyder som en opskrift," siger han og pointerer, at PRO-ÅRHUS ikke har fulgt spillereglerne.

Internetsiden er nemlig aldrig blevet godkendt af Leif Jepsen, som reglerne kræver. Og for at undgå fremtidige misforståelser skal en journalist være med til at udarbejde en ny hjemmeside for PRO-ÅRHUS. Den skal så igennem socialchefen, inden den bliver lagt på nettet, lyder meldingen.