Det gør stadig ondt på Jørgen Leth, når debattørerne under Berlingskes klummer sviner ham til på nettet. Det gør ham stadig stolt, når chefen på TV2 Sporten skriver, at han håber, Leth bliver ved mange år endnu.

En nøgen, sårbar, nysgerrig og ungdommelig sjæl i en voksen mands krop. Tag med på Jørgen Leths rejse gennem sit eget liv.

Med BT PLUS får du:

Sådsn blev jeg Jørgen Leth

BT PLUS anbefaler også:

Han er lige fyldt 75 og er en særdeles voksen mand. Men på en eller anden måde er det stadig den lille stille, dybe og helt særlige dreng, der sidder der og i to timer fortæller om et liv, der har formet en af vores mest markante personligheder.

Fra beskyttelsesrummet under lejligheden i Aarhus under Anden Verdenskrig, over store, eksperimentielle kunstværker og folkelig Tour de France-eufori, til stor ballade i et delt Danmark om unge kvinder i Haiti.

Det gør stadig ondt på Jørgen Leth, når debattørerne under Berlingskes klummer sviner ham til på nettet. Det gør ham stadig stolt, når chefen på TV2 Sporten skriver, at han håber, Leth bliver ved mange år endnu.

En nøgen, sårbar, nysgerrig og ungdommelig sjæl i en voksen mands krop. Tag med på Jørgen Leths rejse gennem sit eget liv.

Barndom

Min far var en meget mild mand. Mild og klog. Når jeg ser på mit liv, har jeg aldrig rystet på hånden. Det er jeg stolt over.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville vinde i det lange løb. Jeg har ikke haft lyst til at lave det, de andre vil have, at jeg laver. Det er en form for selvtillid, men den kommer af forældrenes tillid.

Jeg blev tilskyndet til at lave tingene på min måde. Var helst hjemme og læse. På den måde var jeg en mærkelig dreng. Aldrig noget med 'gå ned og leg med de andre'. Vi havde flere bøger end de fleste andre hjem.

Min far læste Jack London, Kipling og mange andre. Det, synes jeg, er imponerende i et arbejderhjem.

Min far var maskinarbejder, men blev værkmester ved DSB. Min mor var hjemme. Hun kom fra en anset Aarhus-familie. Hun havde mere temperament, et nærmest hysterisk temperament, som jeg har arvet fra hende. Men jeg tænkte på dem på vej herhen.

Jeg har haft en meget mild indramning, aldrig fået en lussing eller blevet hevet i kinden. Vi boede hele barndommen i en 2 værelses-lejlighed i Regensburgsgade i Aarhus.

To voksne, to børn. Jeg var 3 år, da krigen brød ud og kan huske, når vi med dyner og det hele skulle ned i beskyttelsesrummet. For mig var det festligt. Min søster Berit er seks år yngre end jeg.

Somrene tilbragte vi i vores åndehul, et træsommerhus ved Fredensvang, hvor der i dag kun er villaer. Masser af frugttræer, grøntsager, have og lykkelige stunder med jordbær, fløde og sukker.

Skolen

Jeg var den stille dreng. Læste meget og deltog ikke i voldsomme lege. Men jeg var altid meget populær, hvilket jeg egentlig ikke forstår. Jeg havde et andet udgangspunkt end de andre drenge.

Men jeg blev elevrådsformand og redaktør af skolebladet. Jeg var helvedes konsekvent, og der lå allerede dér en kim til den trodsighed, der kan ses senere i mit liv. Jeg forkastede nærmest halvdelen af skolen. Rørte ikke ved matematik, fysik og kemi.

Kunne ikke lide sløjd og gymnastik. Forkastede det bare råt. Fik til gengæld ekstremt gode karakterer i alt andet, historie, geografi, dansk, engelsk og tysk. Den stædighed, trodsighed og det at vælge kræsent er et karaktertræk, der har fulgt mig hele livet. Det går sgu nok. En stor del af mit liv har jeg forkastet det, der behager folk.

Men jeg var tæt på ikke at kunne komme i gymnasiet på grund af et lavt gennemsnit. Men jeg kom ind på Marselisborg Gymnasium, og min familie var stolt af at have en dreng, der skulle være student.

Ungdom

Min onkel Erik blev vigtig for mig på mange måder. En vigtig skikkelse. Han var bogtrykker og kunne mærke, at jeg havde et talent for at skrive. Det så han tidligt.

Han skubbede til mig og opfordrede mig til at lave et blad, der kom til at hedde Jazz Bladet. Et meget flot blad. Jeg fik sågar lov at tage til København og skrive om en Louis Armstrong-koncert. Tænke sig, lille dreng i 50’erne og chefredaktør. Kan du forestille dig det?

Jeg var fortælleren. Det er sådan, jeg altid har set mig selv. Min onkel var også Aarhus-mester i sprint og blev banechef på cykelbanen. Så han havde en vigtig indflydelse.

Jeg kørte selv en enkelt sæson, spillede bordtennis og blev Århus-mester i A-række single. Men især én sætning fra min far kom til at præge mit liv. I gymnasietiden var jeg nysgerrig og sulten efter eventyr, så jeg tog på lange rejser på tommelfingeren ud i Europa. Min mor var nervøs, min far tilskyndede mig.

Far sagde de helt afgørende ord: ’Husk at bruge dine øjne, søn.’ Husker det tydeligt. Det har været en stærk, fantastisk symbolsk sætning i mit liv, for det er det, jeg har gjort hele mit liv. Jeg har prøvet at leve op til præcis den forventning i alt, hvad jeg har lavet.

Hele mit liv har været indrammet af nysgerrighed og fortællelyst. Jeg vil opleve det fremmede. Jeg var sky og tilbageholdende overfor pigerne. Jeg havde flere, store forelskelser, men de var ikke realiserede. Jeg dyrkede forelskelsen, renheden, men havde ikke mod i kontakten. Og seksuelt var der intet, absolut intet, før jeg kom til København som 22-årig.

Journalistik

Jeg var bevidst om, at jeg skrev godt, og der lå nogle forførende muligheder i at skrive overbevisende. Jeg kom til København i '59, fordi jeg havde fået et tilbud om at skrive fast om jazz i Dagbladet Aktuelt.

De havde lagt mærke til mit talent. Her levede jeg i et miljø, der var fyldt med store berømte journalister som Knud Lundberg, Peter Dalhoff og Thomas Winding, der blev min gode kammerat. Jeg var med i noget stort, og det betød enormt meget for min senere udvikling. Det var en herlig konkurrence.

Man skulle bare skrive godt, så var man accepteret. Og jeg havde konkurrence-gen. Jeg var tiltrukket af de store personligheder, men jeg var også bare interesseret i at skrive bedre end de andre.

I starten af 60erne udgav jeg min første digtsamling, Gult Lys, og kom med i en kreds med Klaus Rifbjerg, Jørgen Gustava Brandt, Benny Andersen og flere andre. Jeg havde forstand på jazz, så jeg lavede jazz&poesi-arrangementer.

De andre var langt mere berømte, og jeg var bestemt ikke den bedste, men det var mægtig behageligt at være i baghjulet af de andre og være den, der arrangerede det. Det er en dejlig historie at tænke på i dag.

De anerkendte mig som en af deres, og det var stort blandt de digtere, jeg beundrede. Den, der siger, at man ikke har brug for anerkendelse, vil lyve. Det gælder en hvilken som helst kunstner – uanset hvor eksperimentel man er.

Værkerne

For mig handler det om ren fascination. Jeg er meget kræsen, også i mit filmiske arbejde og har følt mig tiltrukket af de allerstørste personligheder. Jeg har kun lavet én film om fodbold.

Jeg gad da ikke lave en film om sporten, nej, det var om Michael Laudrup. Jeg gad også godt lave en film om Rifbjerg eller Peter Martins og balletten, og om Andy Warhol. Det var nogle, jeg kunne bruge som forbilleder. Og jeg har suget inspiration ud af det. Det var ikke kun for publikum, men også for mig selv.

Som et værk og en efteruddannelse for mig på samme tid. Jeg følte mig også tiltrukket af de mest modige kunstnere, som lavede det, der var anderledes og nyt. Det søgte jeg meget, da jeg kom til Politiken og skrev om avantgarde-teater og popkunst.

Mit eget modigste værk var opsætningen af Hamlet på Svalegangen i Aarhus i 65. Der vovede jeg hele pelsen. Min ven Per Kirkeby malede hele teaterrummet blåt.

Jeg klippede Shakespeares tekst i småstykker, og kritikken var hårrejsende hård. ’Mord på Hamlet’, stod der. Det hærdede mig, men jeg forstod, at når man vovede, måtte man tage nogle tæsk. Jeg tænkte, at jeg nok ville vinde i det lange løb. Jeg ville vende alting på hovedet og lave film og digte på en ny måde.

Kvinderne

Jeg var 22 første gang. Det var ironisk nok en pige fra Aarhus. Boghandlerekspedient, som jeg kendte. Hun kom til København. Jeg havde sex med hende, som det hedder, kantet og kejtet, men det var så det. Der blev ikke mere af det.

Den store løssluppenhed kom først i 70erne. Jeg var nu slet ikke interesseret i ungdomsoprøret. Det rørte mig ikke. For mig var den kunstneriske frigørelse mere interessant.

Jeg har aldrig boet i kollektiv, aldrig deltaget i orgier og aldrig kunnet lide tanken om flere kvinder samtidig. Men jeg blev gift tre gange, og der er mange ting, jeg ikke kan være ved i dag. Den måde, jeg har forladt mine familier på, har været meget dramatisk. Jeg er især flov over de første brud.

Min første kone, Wivi, fik jeg Karoline med, men jeg forlod hende på en meget dum måde, en aften ved et party forlod jeg hende bare.

Senere mødte jeg Ann Bierlich i en meget erotisk periode. Vi får Asger sammen og bor i et dejligt område med Per Pallesen som nabo. En dag, hvor jeg skal instruere et stykke, siger han til mig: 'Lad nu være at gøre som de andre instruktører og forelske dig i en af de unge skuespillerinder.' Nej nej, sagde jeg.

Og gjorde nøjagtig det. Forelskede mig i (min tredje kone), Hanne Uldal, og forlod Ann. Jeg er flov over måden, selv om jeg havde forelskelsen som undskyldning.

I nogle af mine ægteskaber har jeg haft elskerinder. Når jeg begynder at rejse, så vækkes lysten til fremmed erotik.

Jeg har tit haft moralske kvababbelser. Men fire børn fra tre ægteskaber er også min lykke. Børnene er venner og kammerater. Jeg ser dem meget og har i dag gode forbindelser til mine ekskoner. Så når det skal være, er det vellykkede skilsmisser.

Haiti

Jeg flyttede til Haiti i 91 som 54-årig efter en meget alvorlig, sort depression af den værste slags.

Jeg var ikke sikker på, at jeg ville overleve det. Det kommer ikke som en følge af, men efter bruddet med Hanne. Jeg var virkelig langt nede og kunne ikke se noget lys.

Min gode ven Henning Camre ringede en dag og sagde, at jeg skulle tage mig af et hold på filmskolen. Det kan jeg ikke i den tilstand, sagde jeg. 'Gu kan du så. Du skal!' sagde han. Og så fik jeg et hold med store talenter som Thomas Vinterberg, Per Fly, Ole Christian Madsen og Peter Flinth.

Det blev en meget vigtig erfaring i mit liv. Når man møder op, så kan man også levere. Det hold blev en del af grundlaget for dogme-tankegangen, som gik ud på at lave enklere film., har flere af dem sagt senere. Og det var også en del af, at Lars von Trier kom til mig senere og foreslog at vi lavede filmen 'De fem benspænd' sammen.

Men jeg blev nødt til at lave en total forandring af mine livsvilkår. Så tænkte jeg 'Haiti, der kan jeg li’ at være.' Jeg tog over og lavede filmen 'Traberg' om min bedste ven, Ebbe Traberg, og så blev jeg derovre.

Det var også i '91, at jeg begyndte med TV2 og Tour de France, så det var et helt nyt mønster i mit liv.

Jeg har boet der siden, og det har jeg ikke fortrudt. Børnene og nu også børnebørnene er kommet meget i Haiti, ligesom jeg er meget i Danmark om sommeren.

Haitis kvinder

Paradokset med kvinderne i Haiti er, at der overhovedet ikke er noget, jeg fortryder. Det billede, der blev tegnet efter 2005, var falsk. Det var et racistisk billede. At tro, at kvinderne ikke kan vælge for sig selv, er fordomsfuldt.

I de forhold, jeg har haft til haitianske kvinder, har jeg æren i behold. Jeg har ikke svigtet nogen af dem. Jeg har haft fuld respekt for dem, og vi har været på lige fod.

Det der med master bedroom er taget ud af alle proportioner. Jeg har været trofast. Jeg har haft tre kærester i løbet af de 22 år. De har alle opsøgt mig.

De har forført mig, ikke omvendt. Jeg går aldrig selv ud og leder på diskoteker. Det er jeg alt for doven til.

Folk tror, jeg er sexgal. Det er et fuldstændig vanvittigt billede. Det kan man læse i mine bøger.

Jeg har aldrig selv opsøgt de kvinder. Jeg er jo også ældre og altså ikke supermand. Jeg kan ikke overkomme det. Jeg kan måske overkomme at være sammen med min kæreste i Haiti et par gange om måneden. Og mere har jeg ikke lyst til.

Sex er ikke alt i livet for mig. Jeg har heller ingen lyst til at have en dansk kæreste, når jeg er i Danmark.

Man skal være ærlig. Jeg har følt mig tiltrukket af de smukke sorte kvinder, der er derovre. Feministerne har ondt af, at jeg også har sørget for dem, men det er naturligt, når man bor i et samfund, hvor der er stor ulighed. Ulighed er heller ikke en umulighed som et vilkår i kærlighed.

Men det gør ondt på mig, når jeg læser en god klumme af Katrine Lilleør til min fordel og så ser kommentarerne nedenunder. Jeg bliver meget ked af det. Det er altid de vrede, der skriver og i et forfærdeligt sprog.

Når jeg ser, hvor sjofelt de skriver, så tænker jeg, at de selv har nogle syge fantasier, de har lyst til at fyre af. Men jeg føler i dag, at den kamp har været værd at kæmpe. Og set fra min side er den vundet.

Jeg føler, at jeg er kommet styrket ud af balladen om kokkepigens datter, og debatten er blevet mere nuanceret. Jeg var selvfølgelig rystet i 2005. Jeg havde jo bare skrevet om livet.

Det var aldrig min tanke at provokere. Og de ting, der førte til balladen, mit forhold til kvinderne, havde jeg talt om, længe før de kom i bogen, i et interview i Weekendavisen.

75 år

Jeg skal ikke på pension. Jeg har heller ikke nogen. Jeg har ingen præcis plan for fremtiden. Bruger det, jeg har. Så længe jeg føler, at jeg har noget at give, bliver jeg ved. Der er stadig vigtige værker at lave på film. Og så længe TV2s seere kan holde mig ud og jeg kan holde mig selv ud, bliver jeg ved med Tour de France.

Jeg oplever ingen ydre opfordringer til at holde op. Jeg har aldrig skrevet så meget som det sidste år, og jeg synes, jeg bliver skarpere og skarpere.

For mig er 75 et abstrakt tal. Jeg går ikke rundt og tænker på, at jeg er ved at blive gammel. Jeg kører videre.