Christian Eriksen er vokset fra talent til landsholdets vigtigste spiller. Landstræneren, anføreren og hovedpersonen selv forklarer, hvordan en ny rolle og en større erfaring har gjort forskellen.

Inden Åge Hareide var blevet landstræner, så han en dansk landskamp. Lasse Schøne og Michael Krohn-Dehli spillede på den centrale midtbane, og helt fremme lå Nicklas Bendtner. Mellem dem løb Christian Eriksen rundt, og burde have været det naturlige omdrejningspunkt, men kun sjældent kom han i boldbesiddelse, og når han gjorde, havde han alt for sjældent plads til at tage sine glidende løb med bolden, eller til at spille den videre til en spiller i fri position.

»Han havde brug for mere plads omkring sig. Han havde ikke brug for tre spillere, der alle sammen søgte bolden og løb imod ham. Han har brug for bredde og længde. Spillere som Yussuf Poulsen foran sig og mere kontrollerende spillere bag sig. Det er sådan, han er bedst,« fortæller Åge Hareide.

Da han senere overtog landsholdet, gjorde han Christian Eriksen til omdrejningspunkt......


Inden Åge Hareide var blevet landstræner, så han en dansk landskamp. Lasse Schøne og Michael Krohn-Dehli spillede på den centrale midtbane, og helt fremme lå Nicklas Bendtner. Mellem dem løb Christian Eriksen rundt, og burde have været det naturlige omdrejningspunkt, men kun sjældent kom han i boldbesiddelse, og når han gjorde, havde han alt for sjældent plads til at tage sine glidende løb med bolden, eller til at spille den videre til en spiller i fri position.

»Han havde brug for mere plads omkring sig,« fortæller Åge Hareide.

»Han havde ikke brug for tre spillere, der alle sammen søgte bolden og løb imod ham. Han har brug for bredde og længde. Spillere som Yussuf Poulsen foran sig og mere kontrollerende spillere bag sig. Det er sådan, han er bedst.«

Engang imellem ville jeg s'gu ønske, at Christian Eriksen var lidt mere fandenivoldsk

Da han senere overtog landsholdet, gjorde han Christian Eriksen til omdrejningspunkt. Rykkede ham fra kanten og ind centralt. Flyttede medspillerne længere væk fra ham. Og der er han så i dag: Som centrum for det hele og den vigtigste spiller for det danske landshold, hvis det skal til VM i Rusland næste sommer.

»Ja, det er han. Selvfølgelig er hele holdet vigtigt, men Christian Eriksen er den vigtigste enkeltspiller vi har,« siger Åge Hareide.

I én sætning siger landstræneren det mere klart, end Christian Eriksen nogensinde selv har gjort og vel nogensinde selv kommer til. Vi har skrevet om den generte boldbegavelse med den selvudslettende attitude 100 gange før, Christian Eriksen, den stille fynbo, men med Åge Hareides afsæt forsøger vi alligevel at få ham til at træde frem i støvlerne:

Køber du påstanden om, at hvis vi skal til VM, så skal du være god og være på dit højeste i hver eneste kamp?

»Jeg ved ikke, om man skal være på sit højeste hver gang, for når holdet også har de kvaliteter, det har, er der også andre, der kan tage over. Men selvfølgelig: Man vil selvfølgelig gerne spille en god kamp hver gang. Så om påstanden er sand eller ej, ved jeg ikke. Det må andre bedømme,« siger han med et afvæbnende smil.



Fire mål i seks kampe, omdrejningspunktet i Åge Hareides system og en langt mere afgørende spiller end under Morten Olsen, der søgte og søgte, men aldrig fandt det endelige svar på, hvordan Christian Eriksen skulle blive en succes. Nu lader det til at være lykkedes, og ja, pladsen, positionen og en spillestil med højere tempo og kortere fra erobring til afslutning er en del af forklaringen, mener han:

»Det kan godt være, det er, fordi jeg spiller mere centralt på banen, at jeg føler mig mere tilpas. At jeg kan styre mere selv, hvornår jeg kan gå frem og tilbage, men det er også, fordi vi er begyndt at spille mere direkte. Det passer mig bedst. Det er også det, vi gør i Tottenham: Når vi erobrer bolden, er det fremad for at vinde de sekunder, hvor det andet hold er i ubalance. Samtidig gør vores højere pres også, at modstanderne ikke bare spiller rundt om os,« forklarer Christian Eriksen.

»Min rolle er mere central og mere fri, end den var under Olsen. Dengang lå jeg til venstre og havde måske to spillere at spille den op på, nu er der måske tre eller fire at spille bolden op på. På den måde skaber man overtal, og det handler så om at komme i de bedste positioner.«

I 2009 debuterede anfører Simon Kjær mod Sverige i en direkte duel med Zlatan Ibrahimovic. Danmark vandt med 1-0 på et mål af Thomas Kahlenberg, og sikrede sig næsten med garanti en plads ved VM i Sydafrika den efterfølgende sommer. Her kom 18-årige Christian Eriksen også med, og alle der så ham løbe rundt nede på træningsbanen i Knysna kunne se, at der skete noget helt specielt, når han kom i boldkontakt.

Et glidende løb, lette fødder, overraskende beslutninger. Men der manglede noget og først nu ser vi Christian Eriksen gøre det, vi dengang håbede, han ville gøre. Som Simon Kjær formulerer det:

»Christian Eriksen, som er vokset utrolig meget i den her kvalifikation. Han kan tilføre noget, som ikke mange i Europa kan. Hvis han rammer en god dag, ved vi også som hold, at vi spiller en god kamp. Det er ikke ensbetydende med, at det hele skal ligge på Christians skuldre, for der er så meget kvalitet på det her hold. Vi har aldrig været i tvivl om, hvor store kvaliteter Christian besidder. Men det handler også om at få dem ud. Der er sket så meget med ham,« siger anføreren.

»Jeg tror ikke, jeg har spillet med mange spillere, som er lige så komplette, som Christian er. Engang imellem ville jeg s'gu ønske, at han var lidt mere fandenivoldsk og lidt mere en anden type – det skal forstås på den rigtige måde. Men han er dansk. Han er fra Middelfart på Fyn, og det er Javier Pastore for eksempel ikke eller andre typer som ham. De er meget, meget egoistiske på en fodboldbane. Jeg synes, at Christian bliver mere og mere moden som fodboldspiller, og det kan man godt mærke. Han tager så meget ansvar for spillet.«

Christian Eriksen var ikke meget mere end 20 år gammel, da han kom med i landsholdets spillerråd, fordi Morten Olsen vidste, at han en dag ville være den, det hele skulle formes omkring. Ved sit første møde sagde han ikke så meget som et eneste ord, men årene har formet ham, flere af de gamle ledertyper er væk, og pludselig er Christian Eriksen i toppen af hierarkiet.

Er det også menneskeligt blevet nemmere for dig at være på landsholdet, efter du er kommet højere op i hierarkiet?

»Som person og med den erfaring, man har fået, er det blevet nemmere at spille en landskamp. Det er nemmere at gøre visse ting i en kampsituation end tidligere. Jeg har også selv forandret mig til at blive mere selvsikker, men jeg har nu aldrig gemt mig i en landskamp. Det gjorde jeg heller ikke i starten. Det er mange år siden, jeg kom med på landsholdet (i 2010, red.), og selvfølgelig forandrer man sig. Nu har jeg også været med i Premier League i mange sæsoner, og jeg ved, hvordan det hele foregår. Den personlige succes fra klubholdet er jo også noget, man tager med på landsholdet,« siger Christian Eriksen.

Og du er også begyndt at score flere mål.

»Man er blevet ældre og har måske fået en større kølighed. Man har måske fået det overblik, der gør, at man kommer de sekunder hurtigere frem i fart. Det spiller også ind, at man har været i situationen før, og at man ved, hvilke redskaber, man skal bruge, når man kommer i de situationer,« siger Christian Eriksen, der med ’man’ altså mener ’jeg’, hvis nogen skulle være i tvivl.

Fredag aften skal man igen spille op til sit bedste, hvis Danmark skal holde et realistisk liv i drømmen om VM. Om man vil det eller ej.