Det var lørdag aften sløjt med point til Danmark, da den store finale i det europæiske Melodi Grand Prix, løb af stablen i Aserbadjans hovedstad, Baku.
Danmark lå længe lå uden et eneste point i bunden. Faktisk skulle vi mere end halvvejs i point-givningen, før der var noget til Danmark.
Men da 21-årige Soluna Somay endelig fik point på kontoen jublede DRs kommentator, Ole Tøpholm, flere gange. Og glæden ved de relativt få point, som Danmark fik skrabet sammen, var ikke til at tage fejl af.
Som for eksempel, da Estland, Finland, Tyskland og Italien gav Danmark lidt oprejsning midt i skuffelsen:
- Der er fem point fra Finland til Danmark. Jamen, jamen, jamen.
- Der er fem point fra Tyskland til Danmark! Det betyder rigtig meget lige nu.
- To point fra Italien. Vores nye venner!
- Hvem der bare var svensker og kunne feste i aften, sagde Tøpholm undervejs, da det efterhånden stod klart, at Sverige ville sejre.
Men han var skuffet over, at svenskerne ikke gav Danmark et eneste point. Alligevel sendte han følgende roser af sted til sangerinden Loreen, der i suveræn stil - hele 372 point blev det til - hev sejren hjem.
- Flot flot flot af Sverige - og fuldt ud fortjent. Hun er fantastisk og så værdig en vinder af det her. Det er et fantastisk popnummer, der er skruet sammen af svenskerne.
Danske Soluna Somay fik i alt 21 point. Det rakte til en 23. plads.
- Det var en ydmygelse af Norge og Danmark, konstaterede Ole Tøpholm.
- Nu må vi andre gå i tænkeboks om finde ud af, hvordan vi kan få et comeback næste år, sagde han.