Så vild bliver trafikken på fredag
Juletrafikken spås at blive et helvede af to årsager.
Juletrafikken spås at blive et helvede af to årsager.
Kan du komme af sted på juleferie torsdag, så gør det. Alt tyder nemlig på, at trafikken lillejuleaften bliver en gyser - ikke 'Fredag den 13.', men 'Fredag den 23.'
Vejdirektoratet forventer den dag tæt trafik og trængsel over hele landet. Fra tidlig eftermiddag til tidlig aften skal man indstille sig på meget langsom trafik.
De dystre udsigter skyldes særligt to faktorer, ifølge Vejdirektoratet:
1) At juleaften falder på en lørdag, så mange kan først komme på juleferie efter arbejde fredag.
2) At der er flere større vejarbejder i gang over hele landet.
De mindre vejarbejder bliver sat i bero og så vidt muligt ryddet af vejen i juledagene. Men flere større vejarbejder vil fortsat være at finde med deraf følgende afspærringer, færre farbare spor og krav om at sænke farten.
På kortet herunder kan du se, hvor der traditionelt altid er tryk på juletrafikken - og hvor der i år forventes forsinkelser pga. vejarbejde. De berørte strækninger er markeret med sort.