Det følgende er ikke skrevet af en højpandet X Factor-hader, der uforvarende har forvildet sig ind på underholdningssiderne.

Jeg har elsket det program, siden Martin fra Ørum greb mig første gang med sin helt ubesværede omgang med Stevie Wonder-klassikere. Jeg er blevet rørt, begejstret og revet med, når Jesper fra Taastrup listede ind og sang ’Message’ af Coldplay, når Tine sang en skærende klar ’This is my life’ og er blevet benovet, når Sarah pludselig stod i Parken og sang duet med Robbie.

B.T. var også den første avis, der puttede Thomas Blachman på ledersiden og så og anerkendte hans projekt om at skubbe til taget i lille, trykkede Danmark. Ja, jeg forsøgte sågar omgående at hyre Blachman til B.T. Han svarede:

- Er du da sindssyg, mand, jeg er ordblind og kan kun snakke.

Det er ubetinget det mest vellykkede tv-koncept i Danmark i nyere tid. Det er drømme, det er følelser, og det er underholdning. Og så har Blachman i Danmark tilføjet den helt unikke dimension af 50 pct. ukontrolleret storhedsvanvid og 50 pct. rendyrket ånd (ja, han vil selv kalde det ’genialitet’, men lad os bare sige ånd).

Klichéerne har taget over

Nu kører vi på 5. sæson. Og der er stadig øjeblikke, som når Ida synger ’Lost’ eller Line på 15 fra Skagen synger som en 50-årig Alabama-gospel-sanger.

Men ellers er det klicheerne, der har taget over. Den jodlende olding som pauseklovn er forudsigelig og banal. Den pacende mor og hendes uduelige datter ligeså samt uduelige grupper, der aldrig burde have forladt spejlet i entreen og hårbørste-mikrofonen.

Der skal nok komme oplevelser i sæson 5. Der skal såmænd også nok komme en god vinder. Men X Factor i Danmark har endnu ikke produceret noget, der ligner en blivende stjerne.

Sarah sælger bamser i Tivoli. Ingen har skabt sig et navn a la Leona Lewis, smørtenor Shayne Ward, boybandet JLS og Hallelujah-hittet Alexandra Burke, der alle har lavet mange nummer 1-hit og vundet store generelle priser.

Blachman er en karikatur

Så drømmen er en illusion lige nu. Oplevelserne er rene klicheer. Cutfather er fnisende fyld, Pernille Rosendahl spiller den empatiske, kompetente kvinderolle fint, og Thomas Blachman balancerer anno 2012 mellem et program, som han stadig løfter ene mand, og den karikatur af sig selv, der ligger i kun at have denne ene scene til sit pragtfulde storhedsvanvid. Det er således tåkrummende, når manden, der skriger på storhed, taler om ’kuldegysninger’, når en kvinde, der måske nok synger usædvanligt, men ikke har skyggen af en tone i livet, står på scenen. Så udstiller det programmets indimellem skrigende mangel på virkeligt talent.

Som Blachman selv sagde i aftes:

- Jeg bryder mig ikke om den kurs, programmet tager, hvis jeg lader dig gå videre. Så bliver det et underholdningsprogram, ikke et musikprogram.

Sandheden er, at Blachmans storhed er fanget i noget, der er alt andet end storhed.

For mig at se slutter festen her. Ja, X Factor havde nytårsdag 1,4 mio. seere. Voice på TV2, hvor folk på befriende vis faktisk kan synge, havde ’kun’ 1 mio. Men har flertallet altid ret? Er festen stadig god, selv om folk bliver?

Jeg tror det ikke.