Ligesom der er lagt op til mange stykker med bar hud hos de kvindelige dansere. Især hvis de skal danse rumba, der er en cubansk synkoperet dans. Rumba er for Cuba, hvad hiphop og breakdance er for New York. Ydermere er rumba den mest langsomme og mest sensuelle af de latinamerikanske danse. Nogle dansere opfatter rumbaen som den mest erotiske, sensuelle latinske dans på grund af den langsomme rytme og de sexede hoftebevægelser.

I morgen skal Hella Joof og Tobias Karlsson danse rumba. Det er en dans, som den farverige skuespiller og instruktør ser frem til.

-   Jeg glæder mig til at føre mig frem i en fin kjole, have blomster i håret og røde laksko på og til at danse rumbaens sensuelle rytmer og bløde svaj, siger Hella Joof til bt.dk.

Udover det par skal også Nicolai Kopernikus og Victoria Franova, Sophie Fjellvang-Sølling og Silas Holst og Tommy Kenter og Marianne Eilhilt danse rumba.

Vi bliver som to bølgende skibe

De fem andre par, skal danse slow fox, der beskrives som en af de sværeste af standarddansene på grund af dens langsomme rytme. Slowfox er en langsom udgave af selskabsdansen foxtrot. Den var især populær på dansegulvene fra 1930-1960.

Ole Kibsgaard, der flere gange har været i omdans – også i fredags – , er blandt de par, der skal danse slowfox. Han har set frem til at lære dansen af Karina Frimodt.

-   Først frygtede jeg dansen, fordi jeg havde fået at vide, at det er den sværeste af alle standarddansene. Men nu glæder jeg mig til den, fordi Karina har lavet en rigtig fin historie og koreografi, fortæller Ole Kibsgaard til bt.dk.

Han kalder slowfoxen for en meget poetisk dans og beskriver parrets dans som to skibe, der sejler bølgende op og ned af hinanden.

-   Nu har jeg kun danset to standarddanse, men det er den standarddans, jeg bedst kan lide, siger Ole Kibsgaard.

Udover Ole Kibsgaard og Karina Frimodt skal Kaya Brüel og Steen Lund , Ane Sofie Espersen og Mads Vad, Piale Allerslev og enten Michael Olesen eller René Christensen samt Patrick Nielsen og Claudia Rex danse slowfox.