’The Salvation’ er blodig, beskidt og Mads Mikkelsen god som den tavse hævner

Der er sket noget med den danske selvforståelse, siden vi sidst lavede cowboyfilm herhjemme i ’Præriens skrappe drenge’. Eller i hvert fald med vores evne til at lave film. I Kristian Levrings Cannes-aktuelle western er der således ingen undskyldende middelmådighed, ingen jyske grusgrave, der skal gøre det ud for prærie, og ingen syngende lystspilstjerner, der burde dyppes i tjære og rulles i fjer.

’The Salvation’ er blodig, beskidt og så meget den ægte westernvare, at den faktisk virker påfaldende udansk. I stedet for at lægge vægt på den nordiske melankoli, og hvad ny dansk film ellers plejer at blive rost for i disse år, er Levring nemlig først og fremmest tro mod westerngenren.

Mod det vilde vestens mytologi og mod cowboyfilmens mange stereotyper og klicheer. Og det er på én gang styrken og begrænsningen i fortællingen om den danske udvandrer Jon (Mads Mikkelsen), der hævner et overfald på sin familie med en lavine af likvideringer i den udpinte nybyggerflække Black Creek.

Øje for øje - tand for tand

I Vesten betales et øje med et øje, men volden forråer også sindet, og som en anden Clint Eastwood kæmper Jon mere og mere sammenbidt og samvittighedsløst mod overmagten, mens der skydes fra hustage, hesterygge og saloondøre.

Seje Mads

Mads Mikkelsen er god som den tavse hævner fra heden. Han har ikke meget at arbejde med i rollen som Jon, men han formår at gøre sin smerte næsten fysisk håndgribelig. Og så har han en evne til at se oprigtigt forpint og præriestøvet ud, samtidig med at han ligner en folde-ud-plakat fra Eurowoman.

Mikael Persbrandt gør mindre indtryk som hans bror Peter - på gebrokkent dansk - mens franske Eva Green ikke mæler et ord, men har det mest gennemtrængende femme fatale-blik, Vesten endnu har set.

Under alle omstændigheder er det her dog ikke skuespillernes film. De er blot arketyper i en historie, der er skåret over en fast skabelon og fortalt i billeder mere end ord. Karakterfulde nærbilleder som hos Sergio Leone og stemningsfulde tableauer som hos John Ford med diligencer, vilde heste og boblende oliepøle. Gulvbrædderne knirker, sporerne klirrer, hængslerne hviner, og når nogen affyrer et haglgevær, lyder det som et helt symfoniorkester. Underlægningsmusikken af Kasper Winding, fuld af referencer og jødeharpe, er i øvrigt taget lige på kornet.

Klassisk uden ironi

’The Salvation’ er ikke moderne og ironisk som Tarantinos ’Django Unchained’. Den er klassisk i ordets bedste forstand. Onde tunger vil måske ligefrem kalde den gammeldags og uambitiøs, men når man arbejder med rendyrkede genrefilm, er det en kunst at holde sig indenfor rammerne. Det har danske instruktører ikke tidligere haft den store succes eller for den sags skyld erfaring med, men Levring formår det, overbevisende og effektfuldt.

Man kan diskutere, om resultatet er en moden mands værk, men det er tydeligvis en realiseret drengedrøm. En vaskeægte western, der kan måle sig med forbillederne, og det er trods alt slet ikke så ringe en bedrift for en Hellerupdreng, der svinger sig i sadlen.

’The Salvation’, 4 ud af 6 stjerner