Siden VM 2010 i Sydafrika har de involverede spilleres klubber fået penge for spillernes deltagelse ved slutrunder. Det er de europæiske klubbers forbund ECA, der har stået for denne aftale, og de har nu offentliggjort pengefordelingen for sommerens VM-slutrunde i Brasilien.

I alt 70 millioner dollar (441.000.000 kroner, red.) er blevet delt mellem 396 klubber fra 57 forskellige fodboldforbund. En klubs andel af de 70 millioner dollar beregnes på grundlag af antallet af spillere fra en klub, der blev udvalgt til deres landshold til VM 2014 og det antal dage hver spiller er med i turneringen. Denne periode startede to uger før åbningskampen, og frem til dagen efter hans landshold blev elimineret.

Mere specifikt er det 'samlede beløb per spiller' beregnet ved at gange det antal dage, en spiller var til stede ved VM 2014 med et fast beløb 'per spiller per dag', der blev fastsat til 2800 dollar. Af det 'samlede beløb per spiller', er en forholdsmæssig andel derefter videregivet til den klub eller de klubber, hvor spilleren var registreret i de to år før den endelige turnering. (dvs. 2012/13 og 2013/14).

Ikke overraskende er det de europæiske storklubber, der har modtaget flest penge. Bayern München, Real Madrid og Chelsea er de tre klubber, der har modtaget flest penge. Se en liste over de 20 klubber, der har modtaget flest penge, nederst i artiklen.

Athletic Bilbao, Ipswich og Al Nasr er de tre klubber, der har modtaget færrest penge. De har således alle fået 39.690 kroner.

To danske klubber har fået en bid af kagen. Det drejer sig om FC København, der har modtaget 687.960 kroner for Christian Bolaños og Christian Gamboa, der begge var med for Costa Rica. Bolaños var stadig på kontrakt i FCK under slutrunden, mens de modtager penge for Gamboa, da han var i FCK i det første halve år af 2013/13-sæsonen.

Den anden danske klub, der har modtaget penge, er 1. divisionsholdet AGF, der modtager 102.898 kroner. De penge får de på grund af Aron Jóhannsson, der var med for USA. Han var i klubben i det første halve år af 2013/13-sæsonen.