Samtidigt melder Roskilde Festival ud til bt.dk, at 100 mennesker har fået klippet deres festival-armbånd til 1890 kr. plus gebyr - eller fået et advarsels-armbånd, der betyder, at de bliver smidt ud næste gang, de gør noget dumt. De 100 inkluderer både festivalgæster og medarbejdere, men festivalen vil ikke oplyse om fordelingen.
Dog betyder en stigning i anholdelser ikke, at der har været flere tyverier og mere vold. Tværtimod, forklarer Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi har gjort en stor indsats, anholdt en masse tyveknægte, fået god hjælp fra festivalgæster og frivillige festivalmedarbejdere, som har kontaktet os, hvis de har set noget mistænkeligt. Vi har prioriteret at være meget til stede derude og være synlige, fortæller kommunikationsmedarbejder Simon Schwaner, Midt- og Vestjællands Politi, til bt.dk
Det er ikke fordi, festivalgæsterne er blevet mindre tørstige og er krøbet ned i soveposerne i ædru tilstand. Barchefen melder om en øget omsætning på op til 15 procent i forhold til sidste år.
I tørre tal var der sammenlagt 458 tyverisager, hvilket er 110 færre end sidste år, og politiet melder om et enkelt voldtægtsforsøg under hele festivalen, hvor en 27-årig herboende afrikaner blev grebet med bukserne åbne, efter at han havde forsøgt at forulempe en 20-årig pige på teltområdet. Samtidigt er antal pågrebede, som enten har solgt stoffer eller haft dem på sig, dalet med 77 og ligger i år på 387, og politiet melder også om færre antal voldssager i forhold til sidste års Roskilde Festival.
- Folk kommer ikke til festival for at lave ballade men for at hygge sig. Alle har hjulpet til med at gøre det til en god festival, så overordnet set er vi jo godt tilfredse, lyder det fra Simon Schwaner fra Midt- og Vestjællands Politi.
FØLGER DU MED FRA MOBILEN? KLIK HER OG FØLG BT'S JOURNALISTER PÅ ÅRETS ROSKILDE FESTIVAL