Den 25-årige Samayullah Mohammad Asef er i et nævningeting ved Retten i Sønderborg onsdag eftermiddag blevet kendt skyldig i kvælningsdrabet på sin ekskæreste, 21-årige Kamilla Hantusch.
Det skete, da retten blev sat igen kort efter klokken 16 efter næsten to timers votering om skyldsspørgsmålet.
Kamilla Hantusch forsvandt ved hjemmet på Teglgårdsvej i Padborg sent om aftenen den 19. juli i fjor og blev meldt savnet af sin nærmeste familie halvandet døgn senere.
Læs også:
Trods en storstilet eftersøgnings-indsats i dagevis til lands, til vands og fra luften og med deltagelse af hundredevis af frivillige, lykkedes det i første omgang ikke at finde hende.
Men den 30. juli - 11 dage efter hendes forsvinden - fik en årvågen lastvognchauffør øje på noget mistænkeligt, som lå halvvejs skjult under en sort affaldssæk i et buskads nogle meter inde fra vejsiden ved tilkørsel 73 Kliplev ved Sønderjyske Motorvej.
Fundet viste sig at være liget af Kamilla Hantusch. Få timer senere blev hendes ekskæreste, afghansk fødte Samayullay Mohammad Asef, som hun blot tre uger tidligere havde slået op med, anholdt og sigtet for drab.
Læs også:
Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør og har siddet varetægtsfængslet lige siden.
Det er undervejs i nævningesagen kommet frem, at Samayullah Mohammad Asef, som kom til Danmark som ni-årig, den skæbnesvangre aften den 19. juli lagde sin venstre arm hårdt omkring Kamilla Hantuschs' spinkle hals bagfra og fastholdt grebet, til livet var klemt ud af hende.
Han har selv forklaret, at han blot havde til hensigt at gøre hende rolig, fordi hun skubbede og sparkede ud efter ham, da et verbalt skænderi havde udviklet sig korporligt.
Blandt de førte vidner har været Kamilla Hantuschs' mor Lisbeth og hendes tvillingsøster Karina. Begge har tegnet et billede af Samayullah Mohammad Asef som ekstremt kontrollerende og ekstremt jaloux overfor Kamilla særligt i den sidste tid, de var sammen.
Læs også:
Anklager Christina Korsgaard Andersen har hele vejen i rettens behandling af sagen givet netop den tiltaltes sygelige jalousi som motiv til det uhyggelige kvælningsdrab, der sidste sommer satte et helt lokalsamfund i choktilstand.
Mens skyldsspørgmålet nu er afgjort, mangler strafudmålingen stadig for Samayullah Mohammad Asef. Den del bliver afgjort i morgen.
Anklagemyndigheden har lagt op til en årelang fængselsstraf samt efterfølgende udvisning af Danmark for bestandig.
