DBU er i dialog med Michael Laudrup og ni andre trænernavne om det danske landstrænerjob.

Michael Laudrup er i høj grad i spil til dét danske landstrænerjob, der åbnes op, når Morten Olsen næste sommer smider joggingsættet i skraldespanden frem for vasketøjskurven, efter 16 år i spidsen for de rød/hvide.

BT erfarer, at DBUs adm. direktør Claus Bretton-Meyer har taget kontakt til Michael Laudrup med henblik på jobbet, og at dialogen fortsat er i gang. Michael Laudrup står lige nu uden job, efter han i juni måned overraskende valgte at stoppe i klubben Lekhwiya i Qatar. Han havde varslet, at han agtede at forlænge sit ophold i ørkenstaten, men de kontraktlige forhold kunne de i sidste ende ikke blive enige om.

Michael Laudrup kan derfor ende med at være manden, der skal føre Danmark mod VM i Rusland i 2018. Men flere andre trænere er også på blokken, og den endelige beslutning ligger formentlig tre eller fire måneder ude i fremtiden.

Claus Bretton-Meyer har ikke ønsket at kommentere historien, mens Michael Laudrup ikke har svaret på BTs henvendelser.

Læs meget mere i dagens udgave af BT.