Så er det alvor for Frederik
Så er det slut med at leve det civiliserede liv i Qaanaaq. Fra i dag er det alvor!
Kronprins Frederik og hans fem venner i Expedition Sirius 2000 drager i dag kl. 15 ud fra den lille bygd i det nordlige Grønland.
Så er det slut med at leve det civiliserede liv i Qaanaaq. Fra i dag er det alvor!
Kronprins Frederik og hans fem venner i Expedition Sirius 2000 drager i dag kl. 15 ud fra den lille bygd i det nordlige Grønland.
De næste fire måneder skal de og deres 39 hunde tilbagelægge 3.500 kilometer på den kolde ø. Nu er det mændene mod naturen.
I første etape af den fire måneder lange rejse har de dog selskab af lokalkendte fangere.
Ussaqaq Qujaukitsok er en af de fangere fra byen, som har hjulpet deltagerne under forberedelserne.
Og når de drager afsted i dag, vil han og fem andre fangere tage med nord på - måske helt op til Cass fjord. Derefter tager fangerne på jagt og overlader Frederik & Co. til dem selv.
"Vi er alle meget spændte og føler os utrolig sikre i vore rejsefællers selskab. Deres viden om den sikreste vej op af gletscherne og over indlandsisen ved Prudhoe Land kunne ikke fås bedre," skriver deltagerne på deres hjemmeside.
Siden de seks ekspeditionsdeltagere tog afsted til Grønland i begyndelsen af januar, har de brugt alt deres tid på at klargøre grejet.
Her har de boet i en hyggelig barak med bløde senge, god mad, tv og andre luksusting.
De lange forberedelser har gjort dem til velkendte skikkelser i Qaanaaq - verdens nordligste bygd.
"I morgen er det tid til at sige farvel til vore mange venner i byen, finpudse vort grej og måske klippe negle på hundene. Et gensyn med Qaanaaq vil være rart om fire måneder.
Kun to nætter igen i civiliserede senge. God Nat!!," skrev deltagerne sørgmodigt inden afgangen.
Først når de når frem til Sirius-patruljens hytter flere steder på ruten, kan de igen sove i rigtige senge. Indtil da skal de sove i telte i hårde minusgrader.
Det vil formentlig ikke tiltale Kresten Mathiasen, der har døjet med lidt influenza forud før afrejsen.