På Dronning Louises Bro i København står fire – tydeligt spændte – unge allerede parat med en ladcykel fyldt med strips og valgplakater med billedet af den radikale folketingskandidat Manu Sareen.

Nogle af plakaterne er allerede (næsten) hængt op i lygtepælene, for valget kommer nemlig kl. 16.00 i dag. Sådan lyder den stensikre – eller måske nærmere forhåbningsfulde – dom fra Manu Sareens frivillige.

- Vi tror, valget bliver udskrevet i dag, siger Nicolai Kofoed, hvis titel er assisterende frivillig kampagnekoordinator for Manu Sareen.

- Vi troede, det blev udskrevet klokken 12.00. Men nu tror vi altså, at det er klokken 16.00, siger Nicolai Kofoed, der dog ikke kan fortælle noget om, hvorfor præcis han tror det.

De frivilliges leder kommer også cyklende forbi og stopper for at aflevere sodavand til gruppen, før hun ræser videre til andre plakatophængere, for det er åbenbart ikke det eneste sted i byen, hvor Manu Sareen har plakatfolk ude.

Først til lygtepæl får først plakat op

Og det er da heller ikke første gang, folketingskandidaten har sendt de unge kampagnefolk på gaden med valgplakater.

- Det er anden gang, vi er her siger, Nicolai Kofoed.

Tilbage i maj buldrede valgtrommerne også så højt, at de måtte rykke ud med plakater og strips. Dengang var også den konservative folketingskandidat Rasmus Jarlov ude med valgplakater i rigtig god tid, i det han kaldte en ’krængningsstabilisator’.

Der er ikke noget, der hænger hos de radikale

Og nok står Manu Sareens valgplakater meget synligt på Dronning Louises Bro, men de hænger ikke, påpeger Nicolai Kofoed.

- Plakaterne må først hænge der, når valget er udskrevet. Men det gør de jo heller ikke endnu, siger Nicolai Kofoed.

Manu Sareen stiller op for Det Radikale Venstre i Nørrebrokredsen.

Synes du, at Løkke skal udskrive valg nu?

Deltag i debatten under artiklen