Omslaget, tøjet og frisuren er i sig selv legendarisk. Men efter 40 år er det stadig musikken på ’The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars’, der får én til at sætte alt andet til side og bare lytte.

Og selvom du allerede ejer ’Ziggy’, så er den nye jubilæumsudgave værd at investere i. Således har lyden aldrig være bedre - fantastisk opløsning. Og den medfølgende dvd er guf for alle, der vil vide lidt mere om, hvor det hele kom fra.

Men i centrum står stadig de ti sange, der aldrig bliver gamle.

’Five Years’ er som et sonisk og lyrisk syretrip, hvor den eneste bivirkning er eufori. ’Soul Love’, ’Moonage Daydream’ og ’Starman’ er så iørefaldende og helstøbte, at man kommer i tvivl om, hvorfor man nogensinde lytter til andet.

’Hang on to Yourself’ og ’Suffragette City’ slår regnbuefarvet bro imellem Gene Vincent og Elvis og alle de ting, der skulle komme (look out, Lady Gaga).

Og hvis man skulle have den mindste modstandskraft tilbage, så bliver den elimineret af titelsangen og diva-balladen over dem alle, ’Rock’n’roll Suicide’. G-E-N-I-A-L-T!

’Ziggy Stardust’, ROCK: ******