Da Samuel Eto'o scorede opgørets første mål, løb han ud mod hjørneflaget og brugte det som stok, mens han tog sig til ryggen. En gestus, der ganske givet var rettet mod José Mourinho, der uforvarende i et interview med fransk TV var kommet til at gøre sig morsom over Eto'os alder, mens han troede, at kameraet var slukket:
- Problemet med Chelsea er manglen på angribere. Vi har Eto'o, men han er 32, måske 35, hvem ved, muntrede Mourinho sig med at sige.
Se også: Her er Zlatan-barometeret
Samuel Eto'o er i forvejen færdig i Chelsea efter denne sæson, så stikpillen mod Mourinho kommer sikkert ikke til at koste ham noget i den henseende. Og med scoringen mod Tyskland anbefalede han også sig selv i forhold til at finde en ny arbejdsgiver.
Se også: David Villa til lægetjek i Manchester
Det blev dog ikke til camerounsk sejr, for Thomas Müller fik udlignet, inden André Schürrle bragte tyskerne på sejrskurs. Eric Maxim Choupo-Moting sørgede dog for en slutstilling på 2-2 kort før tid.
Cameroun skal til VM-slutrunden, der starter den 12. juni, op mod Brasilien, Kroatien og Mexico. Tyskland har fornøjelsen af Portugal, Ghana og USA.
