Der vil være et EU-direktiv om kvindekvoter på plads, inden der er gået et år. Så klar er meldingen fra Socialdemokraternes Europaparlamentariker Britta Thomsen, der er klar til at stemme ja til forslaget om en andel af kvinder på 40 procent i bestyrelserne i de børsnoterede virksomheder i de 27 medlemslande.

Men Britta Thomsens holdning er ikke et udtryk for, at Socialdemokraterne eller regeringen for den sags skyld har skiftet mening på området.

- Vi tror på, at vi kan opnå mere ved at lave en frivillig model. Det er den model, som vi har i høring, og som vi håber, at der vil være opbakning til i Folketinget, siger partiets ligestillingsordfører i Folketinget, Rasmus Horn Langhoff.

Han ser det ikke som et problem, at Britta Thomsen, der er gruppeformand for socialdemokraterne i Europa-Parlamentets ligestillingsudvalg, taler for kønskvoter og i øvrigt vurderer, at der ikke er nogen vej udenom.

- Vi er sådan set fuldstændig enige om målet, nemlig at vi skal have gang i den kvindelige talentmasse, så det ikke kun er mænd, der besætter topposterne i virksomhederne, siger Rasmus Horn Langhoff.

Den model, som er sendt i høring, går på, at de 1.100 største virksomheder i Danmark skal lave en ligestillingspolitik, som skal være med til at sikre, at der kommer kvalificerede kvinder på alle niveauer. De skal forpligtige sig til at sætte egne måltal for, hvor mange kvinder, der kan være i deres bestyrelser.

- Regeringen og Socialdemokratiet tror på den danske model, hvor der er et stort element af frivillighed fra virksomhedernes side, siger Socialdemokraternes ligestillingsordfører.

Det var også udmeldingen fra ligestillingsminister Manu Sareen (R) søndag, efter at EUs justitskommissær, Viviane Reding, kom med et forslag til et direktiv, som skal gøre det muligt at sanktionere virksomheder, der ikke har 40 procent kvinder i bestyrelserne, når vi når 2020.

Men Manu Sareen, Rasmus Horn Langhoff og co. bør melde meget mere klart ud over for Viviane Reding og resten af EU-fortalerne for kønskvoter. Det mener Venstres ligestillingsordfører, Fatma Øktem, efter at Sareen søndag fejede Redings forslag af bordet ved at sige, at »der er lang vej til, at det kan blive en realitet, da det skal igennem en masse instanser«.

- Det er bekymrende, at Manu Sareen ikke melder klart fra på Danmarks vegne og siger til Viviane Reding og EU, at vi ikke ønsker kvindekvoter, siger Øktem.

Hun mener, at der er rigtig mange gode elementer i danske model.

Dem vil Rasmus Horn Langhoff da også gerne forsøge at »sælge« til de andre EU-lande.

- Vi tror på, at vi har fundet en bedre idé end forslaget om kvoter, som der bliver varslet fra EU. Og vi vil meget gerne dele vores erfaringer og overvejelser med alle EU-landene i håb om, at de også vil tage de forslag til sig, siger han.

Det forventes, at Viviane Redings forslag fremlægges i løbet af efteråret.