Problemer med strømmen mellem Nørreport Station og Københavns Hovedbanegård skaber store forsinkelser. Flere tog er taget ud af drift
S-togsnettet er tirsdag formiddag ramt af store trafikale problemer efter flere tog ikke har kunnet få strøm fra køreledningerne mellem Københavns Hovedbanegård og Nørreport Station.
Det oplyser DSBs kommunikationsafdeling til Berlingske Nyhedsbureau.
Problemet er endnu ikke lokaliseret, og hverken DSB eller BaneDanmark har det fulde overblik over de trafikale konsekvenser. Men BaneDanmarks folk er på skinnerne for at undersøge, hvad der er galt. DSB tør dog ikke sige, hvornår togtrafikken kan vende tilbage til normalen.
DSB oplyste tidligere på formiddagen, at seks til syv tog er taget ud af drift, men at der fortsat kører tog igennem det travle trafikknudepunkt mellem Nørreport og Hovedbanen. Passagerene skal dog forvente betydelige forsinkelser, oplyser DSB.
I øjeblikket kører S-togene »meget uregelmæssigt,« og rejsetiden er visse steder forlænget med op til 30 minutter:Linje A kører mellem Farum og Solrød Strand.
Linje B kører mellem Høje Taastrup og Holte.
Linje C kører mellem Klampenborg og Frederikssund.
Linje E kører mellem Hillerød og Køge.
Linje F kører uden ændringer.
Linje H er helt aflyst.
DSB forsøger at køre hvert 20. minut på linje A, B og C og hvert 10. minut på linje E.
Det tyder på, at strømproblemet er opstået i strøm-bøjlerne på togenes tag.