S tager radikalt boligskat-opgør »helt afslappet«
Når det radikale bagland ønsker, at folketingsgruppen skal arbejde for en højere boligskat, er det ikke noget, der får Socialdemokraterne til at ryste på hånden.
Når det radikale bagland ønsker, at folketingsgruppen skal arbejde for en højere boligskat, er det ikke noget, der får Socialdemokraterne til at ryste på hånden.
- Det er en intern debat, de har lov til at have hos Radikale Venstre.
Sådan lyder det fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, efter den radikale hovedbestyrelse i tirsdagens udgave af Jyllands-Posten kræver, at partileder Margrethe Vestager og folketingsgruppen skal arbejde for at få boligskatten sat op.
En fastfrysning af boligskatten har været en mærkesag for Socialdemokraterne og SF både før og under valgkampen, og de Radikale gik med til det i forbindelse med skatteaftalen, som regeringen indgik med Venstre og de Konservative. Derfor frygter Magnus Heunicke da heller ikke uroen i det radikale bagland.
- Det tager jeg helt afslappet, for vi har lavet et bredt forlig i Folketinget hen over midten, som sikrer, at der ikke kan blive rørt ved boligbeskatningen på denne her side af 2020, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Den radikale hovedbestyrelse mener, at det er mere socialt retfærdigt, hvis boligejerne skal betale noget mere.
- Man bebrejder ofte de Radikale, at vi ikke tager sociale hensyn, men her synes jeg faktisk, at det er paradoksalt, at S og SF på den måde vil favorisere de rigeste boligejere på bekostning af lejerne, fordi S og SF ellers gerne vil arbejde for mindre social skævhed, siger hovedbestyrelsesmedlem Pernille Boye Koch til Jyllands-Posten.
Men S afviser, at det kun er de rigeste boligejere, der får noget ud af fastfrysningen af boligskatten.
- Vi i Socialdemokraterne mener også, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Men man kan ikke sige, at det kun er de velhavende danske familier, som har ejerbolig i dag. Det er noget, som store dele af middelklassen og rigtig mange danskere har, siger Magnus Heunicke.
Regeringspartiet mener således, at en fortsat fastfrysning af boligskatten er afgørende for en genoplivning af det trængte danske boligmarked.
- Når boligmarkedet i øjeblikket gisper efter vejret, så er der to ting, der er afgørende for, at vi kan få gang i boligsalget igen. Den ene ting er, at renten er lav, og den anden er, at boligkøbere og -ejere ved, hvad de kan regne med i deres budgetter, og der er det vigtigt, at boligbeskatningen ligger fast, siger Magnus Heunicke.
Når de Radikale senere på måneden holder landsmøde, vil hovedbestyrelsen ifølge Jyllands-Posten have vedtaget, at partiets ministre og folketingsgruppe aktivt skal arbejde for, at »den nuværende fastfrysning af ejendomsværdiskatten ophæves«, hedder det i en resolution fra hovedbestyrelsen.
Den radikale gruppeformand, Marianne Jelved, siger til avisen, at hun er enig i baglandets ønske om at hæve boligskatterne.
- Men vi er bundet af skatteaftalen, og vi bryder ikke det forlig, siger hun.