Socialdemokraternes lovprisning af en betalingsring omkring København dækker over en eklatant politisk kovending. Siden 2001 har det store regeringsparti hele fire gange stemt imod beslutningsforslag om bompenge i Folketinget og argumenteret imod, at bilister skulle betale for at køre ind og ud af hovedstaden.

De fire beslutningsforslag fra SF og Enhedslisten blev alle skudt ned med begrundelser, som modstandere af regeringens bebudede bompengeforslag anvender i dag. For eksempel kaldte Socialdemokraterne det for en ny skat på biler og fremhævede, at afgiften var uretfærdig og ville ramme socialt skævt. Desuden mente S, at det var ufornuftigt at anvende et provenu fra betalingsringen på kollektiv trafik.

Aldrig betalingsring

Den daværende socialdemokratiske ordfører, Klaus Hækkerup, lod endda forstå, at der aldrig kommer en betalingsring i Danmark, da fremtidens system for kørselsafgifter er roadpricing, hvor bilister betaler en kilometerafgift for at køre på bestemte veje på bestemte tidspunkter.

Det fremgår af en gennemgang af Folketingets arkiv, som Berlingske Research har foretaget.

LÆS OGSÅ: 

- Det er før set i politik, at man først bruger mange år på at bekæmpe noget, der så pludselig bliver en del af ens egen politik. Socialdemokraternes kovending viser, at her er der altså nogle, som har slugt nogle ordentlige kameler. Regeringens håndtering af bompengene har været ualmindelig dilettantisk, og derfor kan gamle beslutningsforslag også ramme den lige i nakken i dag, siger politisk kommentator Hans Engell.

En erkendelsesmæssig rejse

Socialdemokraternes nuværende trafikordfører, Rasmus Prehn, vil ikke løbe fra, at partiet har skiftet standpunkt og i dag er tilhænger af en betalingsring. Men han siger, at han ikke kan acceptere, at man kalder det en kovending.

- Det rigtige udtryk er, at vi har foretaget en erkendelsesmæssig rejse. De gamle citater viser, at det ikke er over natten, men over længere tid, at vi har skiftet holdning. Vi har hidtil troet, at roadpricing var et alternativ, men det ligger langt ude i fremtiden og er forbundet med så meget teknisk besvær, at vi er endt med, at den lavpraktiske løsning med trængselsringen er den rigtige, siger Rasmus Prehn.

Roadpricing kan fungere

Trafikforsker på Aalborg Universitet Harry Lahrmann, der er ekspert i trængselsafgifter, afviser, at et velfungerende roadpricingsystem ligger langt ude i fremtiden.

LÆS OGSÅ: 

- Et gps-baseret system har siden 2003 fungeret i Tyskland for lastbiler, og i dag bruges systemet også for lastbiler i en række europæiske lande som Tjekkiet og Østrig, mens det er på vej i Frankrig. Den danske regering har selv bebudet, at det skal indføres for lastbiler, så det store 10.000 kroners spørgsmål er selvfølgelig: Hvis det kan fungere for lastbiler, hvorfor kan det så ikke fungere for personbiler, siger Harry Lahrmann.

Svaret fra Rasmus Prehn er, at det vil være for dyrt for privatbilisterne at installere en gps-sender.