Trods sparetider er der flere hundrede millioner kroner på vej til offentlig velfærd, lyder det fra Socialdemokraternes kommunalordfører, Simon Kollerup.

Regeringens nyligt indgåede skattereform med Venstre og de Konservative fjerner med et lovforslag, der er sendt i høring, en særlig fradragsret til grundforbedringer, som ifølge S-politikeren har skabt usikkerhed om kommunernes budgetter. Går det som ventet - fradragsretten bliver skrottet - vil de kommunale kasser over de kommende år blive fyldt med 380 millioner kroner som en varig virkning af skattereformen, bebuder han.

- Der bliver færre, som kan trække penge fra i deres skat, men til gengæld styrker vi vores fælles børnehaver, skoler og ældrepleje. Det, synes jeg, er et godt og sundt princip, og det er et rigtigt valg i den tid, vi er i lige nu, hvor de kommunale budgetter er under pres, siger Simon Kollerup.

Han forklarer, at den formentlig snart forhenværende fradragsret handler om grundforbedringer, blandt hvis man planlægger at anlægger vej, kloak eller andre ting, der kan være med til at byggemodne en grund.

- Der er tale om en gammel fradragsret, der har vist sig at være meget omkostningsfuld og utidssvarende at have kørende, så derfor er vi klar til at fjerne den. Pengene derfra vil komme kommunerne til gavn, og jeg glæder mig til at se et løft i den borgernære velfærd. Desuden skal kommunerne ikke længere være bekymret over pludselige fradrag, som kan udhule kommunens indtægtsgrundlag, siger Simon Kollerup.

Ifølge lovforslaget vil afskaffelsen ikke berøre de fradrag, der allerede er givet. Hvis en ejendom har et grundforbedringsfradrag på det tidspunkt, hvor loven træder i kraft - 1. januar 2013 - fortsætter fradraget, indtil det udløber.

Venstre, der kæmpede for at holde hånden over boligejerne under forhandlingerne til skattereformen, erkender blankt, at man hellere havde set fradragsretten til grundforbedringer bevaret.

- Det glæder os, at vi var med til en skattereform, der reelt sænker skatten med syv milliarder kroner, freder boligejerne i forhold til deres rentefradrag og styrer udenom det økonomiske overgreb på pensionister. Som en del af pakken måtte Venstre acceptere nogle finansieringsforslag, der ikke har groet i vores have. Det må bare vi leve med. Havde vi lavet skattereformen selv, havde vi ikke taget det med, siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen.

Efter høringen begynder lovbehandlingen i august, hvorefter der skal stemmes om lovforslaget 13. september.