Dele af S-kongressen frygter, at Mette Frederiksen og Henrik Sass allerede har delt boet efter Thorning mellem sig

Man skulle tro, det var løgn, men når Socialdemokraterne lørdag åbner sin årlige kongres i Aalborg, vil det helt store samtaleemne IKKE være, hvordan S skal bære sig ad med at vinde valget.

Ved baren, på gangene og ude i den mørkelagte kulisse, hvor den egentlige politiske debat normalt finder sted, er man optaget af noget helt, helt andet. Jovist, Helle Thorning-Schmidt er stadig partiformand og statsminister, og selvfølgelig vil alle i salen klappe, når hun kl. 12.20 går på talerstolen og afleverer sin beretning.

Men det spørgsmål, der virkelig optager Socialdemokraterne, er rivaliseringen mellem det ny skyggeformandskab Mette Frederiksen-Henrik Sass Larsen på den ene side og forsvarsminister Nicolai Wammen på den anden. I nogen tid har det ligget fast, at hvis Thorning strøg til EU, ville Mette Frederiksen tage over og blive ny formand, med Henrik Sass Larsen som en klar nummer to i den interne magtpyramide.

Ønsket om at se Mette Frederiksen som formand og statsminister har været så stærkt, at mange i partiet har haft svært ved at sluge skuffelsen over at få Thorning ’tilbage’.

Da Politiken for et par uger siden omtalte, at der var opstået en ny strømning i partiet omkring fremtrædende medlemmer af de to kaffeklubber Morgenmadsklubben og Netværket, begyndte balladen. Blandt de formastelige, der havde drukket kaffe sammen, var forsvarsminister Nicolai Wammen, EU-ordfører Morten Bødskov, integrationsordfører Mette Reissmann, kommunalordfører Simon Kollerup og retsordfører Trine Bramsen, hed det sig.

Op ad bakke

Over kaffen havde de snakket om, at det var op ad bakke at vinde valget, men at forsøget skulle gøres. Mette Reissmann sagde til Politiken, at ’vi selvfølgelig skal bakke op om, at Helle er den statsminister, vi har’.  Udtalelsen er kontroversiel, og folkene omkring Mette Frederiksen har været hurtige til at døbe gruppen Ultraloyalisterne. Den politiske kommentator Lars Trier Mogensen går et skridt videre:

Læs også: Weekendens S-kongres kan blive en pine: 'Så må vi gå i baren for at holde det ud'

- Wammens modstandere kalder strømningen alt fra ’Schalburg-korpset’ til ’ISIS’ på grund af den blinde tillid til Thorning-Schmidt, skriver han i et blogindlæg.

Det siger ikke så lidt om tonen i partiet, at man hæfter den slags ord på folk, og det affødte da også en klage til folketingsgruppens formand Henrik Dam Kristensen.

Han måtte dæmpe gemytterne.

- Hvad er der galt i at støtte op om Thorning, når vi går til valg på at få hende genvalgt, siger en kilde.

Simon Kollerup er en af dem, der har følt sig hængt ud. Han skrev på sin Facebook-side, at nogen har fået kaffen galt i halsen.

- I den sidste tid, og senest i dag, har der været historier i en række medier, som ukritisk kopierer hinanden, om, at der angiveligt skulle være skabt en ny kaffeklub for meget loyale socialdemokrater på Christiansborg. Rygterne ville endda, at jeg skulle være medlem af den. Mig bekendt findes sådan en kaffeklub slet ikke, og derfor er jeg i sagens natur heller ikke medlem, skrev han.

Faktum er imidlertid, at nogle af de navngivne personer har drukket en kop kaffe sammen, og at de har udtrykt deres bekymring over, at hjørner af partiet opfører sig som om, Thorning allerede er væk.

De frygter, at Sass-Frederiksen alliancen allerede er blevet så magtfuldkommen, at den er mere optaget af den politiske bodeling efter nederlaget, end at give den en skalle i valgkampen. Andre vil også have del i magten, og Nicolai Wammen, der tidligere har luftet formandsambitioner, vil ikke finde sig i at blive kørt helt over.

Man frygter også, at Mette Frederiksen er blevet så magtfuld, at hun ikke vil respektere den skrøbelige balance, som kaffeklubberne blev stiftet for at opretholde.

Kaffeklubber i opløsning

Problemet er nemlig, at de tre tidligere så magtfulde kaffeklubber, Morgenmadsklubben, Netværket og Rustbankerne, er under nedbrydning.

Det gælder i udpræget grad den lettere højredrejede Morgenmadsklubben, der er ledet af Henrik Sass Larsen. Da han indgik en alliance med Mette Frederiksen, mistede hans egen kaffeklub sit formål, der oprindeligt var at støtte op om Thorning. Nu har han aftalt med Mette Frederiksen, at de to deler magten, når Thorning er væk.

Opløsningen af Morgenmadsklubben blev forstærket, da Sass først lod hånt om de uskrevne love og forfremmede SF-overløberen Jesper Petersen til finansordfører. På det tidspunkt havde Jesper Petersen kun være socialdemokrat i nogle få måneder, og flere andre kunne med rette føle sig forbigået. Og bedre blev det ikke, da Sass sørgede for, at den upopulære Bjarne Corydon også kunne blive medlem af Morgenmadsklubben.

Klubben Netværket er heller ikke længere det faste samlingspunkt om det sociale liv i folketingsgruppen, som den var, da Mette Frederiksen og Nicolai Wammen dannede den for tre år siden. Internt i klubben har man noteret sig, at nogle har haft en skjult dagsorden med at fremsætte den grovkornede Schalburgkorps-bemærkning om Nicolai Wammen.

- Ville man provokere ham til at blotte sig og udfordre Mette Frederiksen, spørges der i folketingsgruppen.

Det har han næppe planer om. Men spørgsmålet er åbent for fortolkning, og det kan S-kongressen sagtens få en weekend til at gå med.