Leif Lahn Jensen (S) vil fjerne skattefradrag for medlemmer af Krifa og Det Faglige Hus. Selv er han medlem af 3F
Bestilt arbejde, kammerateri og diskrimination. Det er nogle af de beskyldninger, der nu rammer Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen.
Af forsiden af Berlingske fremgik det i går, hvordan socialdemokraten vil afskaffe muligheden for, at de såkaldt gule fagforeningers medlemmer kan trække deres udgifter til kontingent fra i skat.
Men det falder langtfra i god jord, hvis man spørger fagforeningerne Krifa og Det Faglige Hus.
Ni år som tillidsmand i 3F
Forslaget skal ses i lyset af, at Leif Lahn gennem ni år var tillidsmand i fagforeningen 3F, da han arbejdede for Mærsk på Aarhus Containerhavn. Ifølge 3Fs hjemmeside er han stadig medlem af fagforeningen. Det bringer sindene i kog hos de gule fagforeninger.
- Vi betragter forslaget som en gengældelse for et sponsorat, som vi mener, Leif Lahn har fået fra 3F. Det er der ingen tvivl om. Og at han så vil til at opdele folk i grupperinger på arbejdsmarkedet, det er udtryk for et mangelfuldt menneskesyn, siger Johnny Nim, som er formand for Det Faglige Hus.
Op til 3.000 kr. for fagforeningskontingentet kan hans – og alle øvrige fagforeningers – medlemmer i dag trække fra i skat. Og det er det, Leif Lahn gerne vil lave om på.
Sponseret af 3F
Under konflikten om restaurant Vejlegården, røg fagforeningerne Krifa og 3F i totterne på hinanden. Dengang kunne BT afsløre, at en række fremtrædende politikere på venstrefløjen havde modtaget økonomisk støtte fra 3F.
Her bekræftede Socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby, at partiet havde fået økonomisk støtte fra 3F i 2010. En støtte, der angiveligt beløber sig til 5 mio. kr. For de penge skulle Socialdemokraterne arbejde for en ny regering.
Og nu betaler Socialdemokraterne tilsyneladende tilbage ved at forsøge at stække de gule fagforeninger og herunder 3Fs tidligere rival Krifa, mener Søren Fibiger Olesen, der er formand for Krifa.
- Jeg tænker, at der ligger en form for ’payback’ bag, at Leif Lahn nu synes, han skal tilgodese det bagland, som han kommer fra. Jeg synes, det er useriøst og diskriminerende at fremsætte sådan et forslag, siger Søren Fibiger Olesen.
Mangler opbakning
Leif Lahn Jensens udmelding finder ikke opbakning hos Socialdemokraterne. Fungerende politisk ordfører Maja Panduro (S):
’Jeg hæfter mig ved, at det er Leif Lahns personlige holdning, og det skal der naturligvis være plads til,’ skriver hun i en skriftlig kommentar.
’Men jeg vil samtidig godt understrege, at det hverken er regeringens eller officiel socialdemokratisk politik, at fjerne fradragsretten for medlemskab af en gul fagforening. Med andre ord, vi har ingen aktuelle planer om at ændre fradragsreglerne for medlemskab af en fagforening,’ fastslår Maja Panduro.
BT ville gerne have interviewet Leif Lahn (S), men han er ifølge sin telefonsvarer på ferie og vendte ikke tilbage på BTs henvendelser i går.