Brøndbys borgmester Ib Terp frygter, at socialdemokraterne mister magten ved næste valg, hvis krisen fortsætter.
- Jeg tror vi skal tilbage til 30'erne for at finde så dårlige tal, siger han til TV 2 Nyhederne.
- Jeg ville ønske, at vi havde en stærkere socialdemokratisk stemme i regeringen.
Også borgmester i Lolland Kommune, Stig Vestergaard (S), kritiserer S-ledelsen. Han mener, at partitoppen er for dårlig til at kommunikere budskaberne.
- De er ikke gode nok til at sælge budskaberne. Når man hele tiden taler 2020-planer - det er også væsentligt at se ud i fremtiden - så taler man om fremtiden. Det er ikke sådan folk forholder sig til problemerne i dag. Vi har 170.000 arbejdsløse, det er det folk går op i, siger Stig Vestergaard til TV 2 Nyhederne.
Oprøret i Socialdemokratiet brød ud i lys lue, da TV 2 Nyhederne torsdag kunne fortælle om et yderst kritisk brev til statsministeren fra den røde bastion i Aalborg.
I går spredte kritikken sig til Folketingsgruppen, da nordjyden Bjarne Lausten opfordrede Thorning til at sige undskyld til befolkningen.
I dag melder Socialdemokraterne i Helsingør sig så under de kritiske røde faner - og nu altså også Brøndby og Lolland.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ønsker ikke at kommentere kritikken, men for at dulme gemytterne udsendte S-ledelsen i dag en liste med 40 såkaldt røde resultater.
- Vi forhøjede ulandshjælpen i dette land, vi afskaffede reglerne for folk på kontanthjælp, som ikke kunne få ferie. Vi afskaffede også de regler på dagpenge, så de ikke længere skal betale for deres uddannelse. Så vi har en lang række punkter, som vi har gjort bedre set med centrumvenstre-øjne, siger fungerende politisk ordfører John Dyrby Paulsen til TV 2 Nyhederne.