Socialdemokraterne og de Radikale vil ikke blande sig i, om det er en god idé, at Østjyllands Politi har etableret et bederum på politigården i Aarhus.

Dansk Folkeparti og de Konservative siger til Jyllands-Posten, at et bederum ikke hører hjemme på en politigård. Og Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup (DF) vil have justitsminister Karen Hækkerup (S) til at forholde sig til sagen.

Men det er slet ikke noget, vi skal blande os i, lyder det fra både Socialdemokraterne og de Radikale.

»Vi skal ikke lege indretningsarkitekter og bestemme, hvordan politistationerne skal indrettes. Det er en sag for tillidsrepræsentanterne på de lokale stationer. Det afgørende er, at de passer deres job og leverer ordentlige resultater. Og der har jeg ikke noget at anfægte i forhold til Østjyllands Politis arbejde,« siger Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen (S).

At Dansk Folkeparti vil have justitsministeren inddraget i sagen er ifølge Bramsen et »fejlskud« og »udtryk for en helt misforstået opfattelse af, hvad vi som landspolitikere er sat i verden for«.

De Radikales retsordfører Jeppe Mikkelsen (R) vil heller ikke blande sig i, om det er en god idé med et bederum for de østjyske politifolk.

»Jeg har fuld tillid til, at man i politikredsene kan vurdere, hvad der er bedst for at have en velfungerende politistyrke. Hvis man vurderer, at et bederum er nødvendigt for at sikre mangfoldigheden, så synes jeg, det er fint. Men det er ude i kredsene, de skal tage den beslutning,« siger Jeppe Mikkelsen, der mener, at de to borgerlige partier »går i meget små sko«.

»Jeg synes, det er lidt tankevækkende i lyset af, at de to partier har talt for, at politiet skal have en vis grad af frihed til at bestemme selv og ikke have rigide måltalssystemer. At ville bestemme over indretning af en arbejdsplads er at gå helt i petitesser. Er det næste så, at kulturministeren skal bestemme hvilken kunst, der skal hænge på politigården,« siger Jeppe Mikkelsen.

Ifølge Politiforbundets formand Claus Oxfeldt er det første gang, at man i politiet har oprettet et bederum,