Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, er klar med et forslag, der skal gøre det lovligt at have narko på sig - hvis det vel og mærke er til eget forbrug. Det fortæller hun til TV 2 Nyhederne.

- Det her handler om at tage sigte på dem, der er stærkt stofafhængige og skabe et bedre liv for dem og bringe dem tættere på behandling, end de er i dag, hvor vi faktisk ikke har kontakt til to tredjedele af alle stofmisbrugere, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Ifølge S-ordføreren skal der skelnes mellem festglade, unge mennesker, der eksperimenterer med narko, og deciderede narkomaner, der er stærkt afhængige af stoffer.

Udmeldingen møder dog ikke opbakning hos Venstre. Her mener sundhedsordfører Sophie Løhde, at forslaget tilgodeser pusherne.

- De her mennesker har behov for tilbud om hjælp og behandling, men det skal altså ikke være nemmere at være pusher i det her samfund, siger Sophie Løhde til TV 2 Nyhederne.

BNB