S: Liberal Alliances snak om ulighed er skræmmende
Socialdemokraterne vil gerne have Venstre på banen for at høre, om partiet støtter Liberal Alliances synspunkt om, at ulighed er godt.
Socialdemokraterne vil gerne have Venstre på banen for at høre, om partiet støtter Liberal Alliances synspunkt om, at ulighed er godt.
Socialdemokraterne kalder det skræmmende, når Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen (LA), lørdag taler for, at ulighed i Danmark er en god ting.
»Jeg synes, det er skræmmende at gøre øget ulighed til sin ideologi og målsætning ved at sige, at det er godt og sundt,« siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro (S).
»Det er helt i strid med de værdier, jeg har og den måde, jeg synes Danmark skal udvikle sig på. For mig som socialdemokrat handler det først og fremmest om, at vi skal løfte de almindelige danskere, der for eksempel er håndværkere eller sygeplejersker, ikke om at gøre bankdirektører rigere,« fortsætter hun.
Hun opfordrer Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), til at meddele, om han er enig i Liberal Alliances syn på ulighed, idet partiet støtter en blå regering med ham som statsminister.
»Jeg frygter, at Anders Samuelsen siger, hvad Løkke tænker. Vi har før set, hvordan noget Liberal Alliance har foreslået den ene dag, den næste dag er blevet Venstres politik, derfor må Løkke svare danskerne på, om det er højere ulighed, der er målet, hvis han bliver valgt med Anders Samuelsens stemmer,« siger Maja Panduro.
Anders Samuelsen udtalte lørdag på Liberal Alliances landsmøde i København, at han så ulighed som noget godt, og han havde i et udkast til sin tale stående, at »stigende ulighed er et sundhedstegn«.
»Ulighed i den udgave, Socialdemokratiet har skabt - nemlig at der er flere - der er uden for fællesskabet, det er en dårlig ulighed. Men når det er ulighed, fordi velstanden stiger, så er det en god ting,« sagde Samuelsen senere til journalister på mødet.
»Ulighed er ikke en dårlig ting, ulighed er en god ting,« fastslog han yderligere.