Socialdemokraterne har lanceret en større kampagne rettet mod Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti skal svare på, hvordan de vil finansiere en række forslag.
Der skal skabes en debat om de mange politiske forslag, som Dansk Folkeparti står bag, og som der ikke er finansieringsgrundlag for.
Sådan lyder det fra Socialdemokraterne, der søndag aften har lanceret en større kampagne rettet mod Dansk Folkeparti. På hjemmesiden hvorerpengene.dk går regeringspartiet til angreb og lister en lang række forslag op, som Dansk Folkeparti er kommet med siden folketingsvalget i 2011.
»Dansk Folkeparti lover gaver for i alt 170.044 millioner kroner,« lyder konklusionen på hjemmesiden.
»Kampagnen går først og fremmest ud på at få Dansk Folkeparti til at give svar på, hvordan de vil finansiere de mange løfter, de har givet,« siger gruppeformand Henrik Dam Kristensen (S), der mener, at tingene »ikke hænger sammen«.
Netop Dansk Folkeparti er vigtig at udstille, da partiet ser ud til at få en stor rolle, hvis der ved det kommende valg sker et regeringsskifte, forklarer Henrik Dam Kristensen.
»Dansk Folkeparti har igennem nogle år lovet virkelig mange ting - og mange af forslagene er også sympatiske. Det, der er problemet, er at Dansk Folkeparti ikke har noget der ligner anvisning af finansiering,« siger han.
På kampagnehjemmesiden er der listet en lang række af DF's forslag, som Socialdemokraterne har sat ind i et omfattende regnestykke, der altså ifølge partiet til sammen løber op i mindst 170.044 millioner kroner.
Af de helt tunge poster er renovering af det danske kloaksystem til en pris på 33.000 mio. kr. En post, som S har sat på listen, fordi der på DF's hjemmesider står, at en 'omfattende sanering af det danske kloaknet er nødvendig'
En anden post er DF's ønske om fibernet i hele landet på statens regning, hvilket ifølge S beløber sig til 13.000 mio. kr, samt lavere bilafgifter, hvilket S har regnet sig frem til vil koste knap 11.000 mio. kr.