Hvis Hvidovres borgmester Helle Adelborg skal have kastet glans over kommunen i den kommende valgkamp af en top-socialdemokrat, siger hun nej tak til statsminister Helle Thorning-Schmidt. I stedet sætter hun kryds ved beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, hvis hun skal have fint besøg i Hvidovre.

- Mette Frederiksen taler til folk i øjenhøjde, så derfor tror jeg, at hun vil være et rigtig godt bud at få herud, og tale med Hvidovres borgere, så vi kan fastholde socialdemokratisk styre, siger Helle Adelborg til dr.dk.

Gør Helle Thorning det ikke lige så godt?

- Det er ikke lige det, jeg fornemmer i øjeblikket.

Hvad fornemmer du i forhold til Helle Thorning-Schmidt?

- Jeg fornemmer, at folk ikke rigtig forstår det, som Helle får kommunikeret ud, siger Helle Adelborg.

Flere andre S-borgmestre siger til dr.dk at de slet ikke er interesserede i at få statsministeren på besøg i kommunalvalgkampen, hvilket er højst usædvanligt. Normalt føler en borgmester at han eller hun har vundet i lotteriet, hvis statsministeren og partiformanden kigger forbi.

- Det vi har brug for heroppe, er ikke hendes stiletter, vi har brug for træsko. Den halve time, hun kommer og deler roser ud, tror jeg ikke hjælper for to kroner, siger borgmester i Hjørring Arne Boelt (S).

- I Herlev er der en borgmestereffekt, og det er den vi satser på. Når vi skal til kommunalvalg, så handler det om Herlev, og Herlev-borgerne skal tale med mig, om hvad vi skal med Herlev. Vi har ikke brug for Christiansborg eller andre til at blande sig, siger Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S).

- Jeg har lige talt med Arne Boelt på landsdækkende TV, hvor han siger, han gerne vil have besøg af statsministeren. Han vil bare gerne have det inden to uger før valgkampen. Han vil gerne have besøg af regeringstoppen allerede nu i foråret for at diskutere velfærd og arbejdspladser, siger Magnus Heunicke til pol.dk.

- Jamen, der er slet ingen tvivl om, at vi ligger for dårligt i meningsmålingerne. Det første halvandet års regeringsperiode har vi lykkedes med at stoppe blødningen af danske arbejdspladser. Og nu har vi lagt en plan frem, som sikrer arbejdspladser og sikrer, at vi har penge til et velfærdssamfund fremover. Det er kernesocialdemokratisk politik.

- Det har jeg ikke tjekket op på, så det kan jeg ikke sige. Men jeg er jo heller ikke researcher på en stor avis, siger Magnus Heunicke.