De stigende benzinpriser bør ikke bare være en bekymring for landets bilejere. Ifølge Socialdemokraternes energiordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, risikerer de løbske benzin- og oliepriser at få store negative konsekvenser for dansk økonomi.

- Min bekymring er, at de stigende priser kan suge livet ud af det lille opsving, der ellers kunne være undervejs. Jeg frygter, at vi får brugt vores penge på »dødvægt«, fordi vi bruger dem på noget, vi i forvejen køber, nemlig olie og benzin, hvor man i stedet kunne have brugt pengene på at få sat skub i økonomien, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Berlingske Nyhedsbureau.

Hun mener, at benzinpriserne, der alene den seneste uge er steget næsten 20 øre for en liter, understreger behovet for en omstilling til grøn energi, der vil komme både erhvervsliv og forbrugere til gavn.

- Vi har behov for, at vi får stillet om til en grøn energisektor i Danmark, så vores erhvervsliv i højere grad bliver fri af olie og på den måde får lavere produktionsomkostninger, siger hun.

I dag satte benzinprisen ny rekord, da listeprisen på en liter 95 oktan steg til 12,99 kroner.