UFC-stjernen Conor McGregor er blevet tildelt en bokselicens i USA. Det antænder nye rygter om en storkamp mellem ireren og den tidligere boksekonge, Floyd Mayweather.
Om mødet mellem de to kampsportsstjerner nogensinde bliver til virkelighed er nok tvivlsomt. Men Conor McGregor gør i hvert fald sit til at holde liv i rygterne om en mulig kamp.
Således bekræfter Conor McGregors agent, Audie Attar, over for det amerikanske sportsmedie ESPN, at den irske UFC-kæmper er blevet godkendt og tildelt en bokselicens i Californien.
Det samme bekræfter formanden for Californiens sportskommission Andy Forster og tilføjer, at man dog kun vil lade Conor McGregor møde en 'passende modstander'.
Om Floy Mayweather er en 'passende modstander' står lige nu hen i det uvisse, men Conor McGregor har tidligere udtalt, at han ønsker at møde den 39-årige amerikaner, hvis han altså får 100 millioner dollars for at gå i ringen.
I Floyd Mayweathers lejr bliver nyheden om McGregors nye bokselicens modtaget køligt. Den forhenværende og ubesejrede bokseverdensmester har selv for nyligt afvist, at der er hold i rygterne om en kamp mod UFC-mesteren, og det samme siger Leonard Ellerbe, der er øverste chef i Mayweather Promotions.
»Det er bare et spil. Det er en kalkuleret indsats for at få flere fans. Han har fået en bokselicens og tillykke til ham. Conor McGregor kan snakke alt det, han vil, men han har én chef, og det er Dana White (UFCs præsident, red.). Han (McGregor, red) er på kontrakt hos UFC, og vil han bokse mod Floyd Mayweather, sker det ikke, fordi hans chef ikke ville tillade det,« siger Leonard Ellerbe til ESPN.
Mens Floyd Mayweather trak sig tilbage fra boksningen i 2015, så er Conor McGregor på toppen af sin karriere, hvor han er regerende verdensmester i letvægtsdivisionen.
