Det kan ende med bevidstløshed, synsproblemer og selvmordstanker, hvis man tager rygestoppillen Champix, og det har betydet, at danske piloter og flyveledere nu slet ikke må røre pillerne. Det skriver Ekstra Bladet.

Trafikstyrelsen har beordret medarbejderne i luften til at lade pillerne ligge, og derfor er pillen forbudt i både al civil luftfart samt visse steder i Forsvaret. Flyvevåbnet er ligeledes omfattet af styrelsens bandlysning.

- Champix har sjældne, men erkendte bivirkninger, som vi er meget følsomme overfor i forbindelse med flyvning. Alt, hvad der nærmer sig noget depressivt, bryder vi os ikke om, og det gælder i sagens natur også piller, der er søvnsforstyrrende, siger kommandolæge Bo Børnberg fra Flyvertaktisk Kommando til Ekstra Bladet.

- Det er en katastrofe, hvis nogen render rundt og tager noget og kommer galt af sted.

Forbuddet gælder ikke kun hos arbejderne i luften i Danmark, men også i resten af EU, oplyser Trafikstyrelsen.