RUSLAND: En smædesang mod præsident Vladimir Putin i en kirke skal koste de tre kvindelige musikere i punkbandet Pussy Riot tre års fængsel.

Det er kravet fra den russiske anklager, Alexei Nikiforov, i retssagen mod kvinderne i Pussy Riot, som afbrød en gudstjeneste i en ortodoks kirke i Moskva og bad en »punkbøn« til Jomfru Maria om at skaffe Rusland af med Putin.

- De medskyldiges handlinger viser et klart religiøst had og fjendskab. Brug af bandeord i en kirke er et misbrug af Gud, lød det i anklagerens afsluttende procedure.

De tre kvinder - Maria Alyokhina på 24, Nadezhda Tolokonnikova på 22 og Yekaterina Samutsevich på 29 - risikerede alle en straf på op til syv års fængsel, men anklagemyndigheden vil altså ikke gå efter den maksimale straf.

Sagens omdrejningspunkt, Vladimir Putin, har også selv udtalt, at han ikke mente, at Pussy Riot-medlemmerne skulle syv år i fængsel.

Flere danske politikere har kritiseret Vladimir Putin for at have en finger med i spillet om retssagen, og tidligere udenrigsminister og nuværende formand for Folketinget, Mogens Lykketoft (S), har kaldt hele sagen mod punkgruppen »grotesk«.