Hun havde nær vundet hele molevitten lørdag aften, da hun repræsenterede Rusland i Wien under årets finale i Eurovisionens Melodi Grand Prix, men nu møder den 28-årige Polina Gagarina nådesløs kritik fra sit hjemland.

Den smukke sangerinde har fået sine homo-forskrækkede landsmænd på nakken efter, at hun lagde en video af sig selv og sidste års vinder, Conchita Wurst, på Instagram.

Den østrigske drag var vært i showets green room, og da Polina havde været på scenen i semifinalen, blev hun filmet sammen med Conchita. Klippet ender med, at Polina trækker Conchita til sig over giver hende et kys på hver kind.

Det har ifølge den svenske avis Expressen fået den russiske senator Vitaly Milonov, som menes at være ansvarlig for Ruslands omstridte homolov, til at lange hårdt ud efter Polina.

Selv om hun faktisk endte på en flot andenplads og længe så ud til at vinde hele konkurrencen, er der ingen nåde fra Milonov.

»Ingen har ret til at kalde denne kvinde, den kunstner, for en repræsentant for Rusland. Hun har ikke mandat fra Rusland. Hun er producenternes skabelse, ikke Ruslands,« siger han i et interview med radiostationen Govorit Moskva.

Den svenske avis skriver også, at overhovedet for den russisk-ortodokse krike, patriark Kirill, før finalen lørdag sagde, at han håbede, at Polina ville tabe for at undgå »en invasion af skæggede damer næste år.«

Polina har selv kommenteret kritikken under Instagram-videoen:

»Jeg læser kommentarerne! Sådan noget kan I ikke sige! Hvorfor er I så vrede! Hun (Conchita Wurst) er en fantastisk kunstner og meget intelligent. Jeg beder jer alle om at passe på, hvad I siger,« skriver hun.

Det blev svenske Måns Zelmerlöw, der løb af med sejren.

Se også: Her går det op for grandprix-vinder, at han har vundet