Den russiske regering har været i kontakt med dele af Donald Trumps kampagnestab under den netop overståede valgkamp. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Reuters har nyheden fra det russiske nyhedsbureau Interfax, der kan berette, at den russiske regering kender flere af folkene omkring Trump.
Det er blandt andet den russiske viceudenrigsminister Sergei Ryabkov, der har været ude og bekræfte forbindelsen.
»Der var kontakt. Vi gør det, og vi har gjort det gennem kampagnen,« sagde Ryabkov, der samtidig bekræftede, at kontakten mellem den russiske regering og Trump,vil fortsætte, når han bliver indsat som præsident.
Ryabkov ville dog ikke fortælle, hvilke folk fra Trumps stab, som russerne har været i kontakt med.
»Vi kender naturligvis mange af folkene fra Trumps stab. De folk har altid været i rampelyset i USA og har haft højtstående positioner,« uddybede Ryabkov.
Talspersoner fra den nyligt valgte Donald Trumps stab har endnu ikke kommenteret på sagen.
Sagen vækker opsigt, da Donald Trump under kampagnen for at blive præsident blev beskyldt af den Demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, for at være en marionet for netop russerne og den russiske præsident Vladimir Putin.
Det skal ses i lyset af, at den amerikanske regering offentligt har været ude og anklage russiske hackere for at stå bag angreb på netop det Demokratiske parti.
FBI indledte for få måneder siden en undersøgelse af Donald Trumps forretninger med diverse lyssky russiske forretningsmænd, skriver Reuters, men fandt ingen grund til at åbne en stor og fuld undersøgelse efterfølgende.
Donald Trump har længe været en varm fortaler for at forbedre forholdet til Rusland.
