Landsholdsanfører Line Jørgensen, der i december repræsenterede Danmark ved EM-slutrunden i Ungarn, kan være på vej til rumænsk håndbold.

»CSM Bucuresti har henvendt sig,« siger hendes danske rådgiver, Frank Henriksen, og tilføjer:

»Der er dog intet på plads. Jeg forventer, at der mindst kommer til at gå en måned endnu.«

Således er CSM Bucuresti ikke den eneste klub, der er interesseret i at engagere Line Jørgensen.

»Der har også været henvendelser fra franske og ungarske klubber,« siger Frank Henriksen.

Line Jørgensen lægger ikke skjul på, at hun gerne vil udfordre sig selv under fremmede himmelstrøg efter denne sæson.

»Min kontrakt (i FCM Håndbold, red.) udløber jo til sommer. Det lyder spændende med CSM Bucuresti. Men det er ikke noget, jeg har kommentarer til,« siger Line Jørgensen.

I FCM Håndbold er man interesseret i at forlænge Line Jørgensens kontrakt.

»Vi er bekendt med, at Line gerne vil prøve sig selv af i en udenlandsk klub. Men vi vil gerne beholde hende,« siger klubbens sportschef Hans Peter Riis.