Kristian Thulesen Dahl er stolt FC Midtjylland-fan og derfor begejstret for talentet Pione Sisto. Men hans parti stemte imod at gøre ham til dansk statsborger.
Den 18. december 2014 blev den sudansk-fødte Pione Sisto dansk statsborger. Den 20-årige FC Midtjylland-spiller blev i går matchvinder for det danske U21-landshold i EM-åbningskampen mod Tjekkiet.
Den præstation indbragte ham forsiden på Ekstra Bladets sportssektion med teksten: I dag er jeg matchvinder. #EngangVarJegFlygtning.
'EngangVarJegFlygtning' henviser til en kampagne, der blev startet af den radikale kandidat Samira Nawa Amini, som har til formål at vise positive flygtningehistorier.
Kristian Thulesen Dahl er fan af FC Midtjylland og var derfor blevet inviteret i 'Go' Morgen Danmark'-studiet i morges, og her tog hans politiske modstander den radikale Morten Østergaard et billede af ham sammen med forsiden og lagde det på Facebook.
»Idag er Kristian vist ligeså glad som vi andre for at Pione er dansker. Måske værd at tænke på, inden pladen igen sættes på med rødt kort til vores flygtninge,« lød det drillende fra Østergaard i opslaget.
Han hentyder til, at Thulesen Dahls partifæller var de eneste, der stemte imod at gøre Sisto Pione til dansk statsborger i december. Selv var han fraværende, da alle andre partier end hans eget altså bød fodboldspilleren - og 1.607 andre - dansk statsborgerskab.
En af dem, der stemte for, var Venstremanden Kristian Jensen, der lagde et billede op på Twitter.
Sådan så det ud, da Helle Thorning-Schmidt stemte på sig selv.