Den svenske prinsesse Madeleine har tidligt fredag morgen svensk tid født en datter. Det svenske kongehus oplyser på sin hjemmeside, at både mor og datter har det godt.

Den lille nye prinsesse bliver nummer fem i den svenske arvefølge.

Pigen blev født på et hospital i New York klokken 22.41 lokal tid, hvilket svarer til 04.41 dansk tid. Det svenske hof fortæller ifølge Aftonbladet, at der kommer flere informationer om den nye lille prinsesse ud på dagen fredag.

- Alting er gået godt. Både mor og barn har det godt, siger Annika Sönnerberg, fungerende informationschef ved Hoffet ifølge den svenske avis Aftonbladet.