Rotteforsøg skaber håb for døve
Britiske forskere er lykkedes med at genskabe hørelsen på forsøgsdyr ved brug af stamceller. Næste skridt er at helbrede døve mennesker.
Britiske forskere er lykkedes med at genskabe hørelsen på forsøgsdyr ved brug af stamceller. Næste skridt er at helbrede døve mennesker.
Britiske forskere har taget, hvad de selv betegner som et stort skridt i retning af at kurere døvhed. Under et succesfuldt forsøg har døve ørkenrotter fået genskabt hørelsen efter indoperering af stamceller i det inderste af øret.
Ifølge det anerkendte tidsskrift Nature blev dyrenes hørelse mærkbart forbedret, da de nerveceller ørerne, som videregiver lyde til hjernen, blev genskabt via stamceller.
Forskerne, der kommer fra universitet i Sheffield, medgiver dog over for BBC, at der er meget lang vej igen, før de også kan helbrede døvhed hos mennesker.
Hver tiende tilfælde af alvorlig tab af hørelse skyldes, at de nerveceller, som skal opfange lydbølger og sende dem videre til hjernen, er beskadiget. Og det er i disse tilfælde, at de britiske forskeres resultater kan være interessante.
I forsøget blev ørkenrotternes hørelse forbedret med 45 procent på 10 uger.
- Hos mennesker vil det svare til, at man går fra at være så døv, at man ikke kan høre en lastbil køre forbi på gaden, og til at man vil være i stand til at følge med i en samtale, siger Marcelo Rivolta fra forskerteamet.
Andre britiske døveforskere bedømmer ifølge BBC forskningsresultatet som »fantastisk opmuntrende«.