Roskilde Festivalen vil intensivere kampagnen mod narkotika, efter en 20-årig svensk mand døde natten til mandag. Festivalen frygter, at der kan være særligt farlige stoffer i omløb.
Gæster på årets Roskilde Festival skal være særligt opmærksomme på farlige narkotiske stoffer. Advarslen kommer fra festivalen, efter nattens tragiske dødsfald, hvor en 20-årig mand fra Sverige mistede livet efter indtag af et narkotisk stof.
4-5 andre blev i løbet af natten bragt på hospitalet. Politiet kan endnu ikke sige, om der er sammenhæng mellem hændelserne, men festivalen frygter, at et særligt farligt stof kan være i omløb.
- Vi intensiverer vores fokus og hjælper til med opmærksomheden omkring det. Vi skal have fortalt vores publikum, at selv hvis de føler, at de er vant til at have med stoffer at gøre, så kan de ikke vide, hvad det er, de tager, siger festivalens talskvinde Christina Bilde.
Alt tyder ifølge Midt- og Vestsjællands Politi på, at den 20-årige har købt stoffet på festivalens campingområde. Angiveligt er der tale om et krystallignende pulver, der skal opløses i vand og indtages som drikkelse.
Ifølge talskvinden er det dog normalt, at der er mange forurenede stoffer i samfundet, og festivalen afspejler samfundet, lyder det. Derfor opfordrer festivalen altid sine gæster til at holde sig fra narkotiske stoffer. Opstår der alligevel mistanke om forgiftning, bør man øjeblikkeligt søge hjælp.
- Hvis man overhovedet får reaktioner, som man ikke er vandt til at have, eller ser andre, der har det dårligt, så skal man ikke tøve med at kontakte os. Heller ikke selvom vi har en kampagne mod stoffer. Det gælder om bare at komme af sted til samaritterne og få fat i vagterne med det samme, siger hun.
Det er ikke første gang, en person omkommer på festivalen. Sidste år blev en 35-årig tysk kvinde dræbt, da hun styrtede ned fra et svævebanetårn.