På forhånd havde jeg inden dette års Roskilde Festival bestemt mig for, at den svada, anløbne arbejdsgivere smækker i sylten på fyringstruede medarbejdere - det de kalder ’en positiv indgangsvinkel’, mine damer og herrer som udgangspunkt nok ville være på sin plads som min indgangsvinkel til festivalen i år.

Således positivt indstillet efter nogle år, hvor festivalen har stillet med elendige programmer, konstaterede jeg til min glæde, at festivalen 2012 bedre end i årevis har ramt den balance, som ER Roskilde Festival, når den er bedst.

Og hvad er Roskilde Festival så, når den er bedst?

Jeg giver ordet til bandboss Rob Flynn fra det nådesløse californiske thrash metal band Machine Head, som i år spillede på Roskilde for tredje gang:

- Denne festival er unik. Fordi den byder på så mange forskellige slags musik, men alligevel er et sted, hvor folk finder sammen på tværs af alle genrer. I musikkens navn.

- For fanden, mand da vi spillede her første gang, spillede vi før Willie Nelson (amerikansk country-legende, red.). Det endte med, at vi stod ved siden af scenen og nød Willies koncert, og at han fandeme også stod og lyttede til os!

Men dét fællesskab, Flynn følte sig kaldet til at hylde, er der selvsagt kun, når festivalen byder på de berømte, og i de senere år ligeledes forkætrede, fællesfester på Orange Scene midt i den overflødighed af musikalske stil- og afarter, festivalen ellers byder på.

Det lykkedes så i år et langt stykke ad vejen at genoprette balancen i dét stykke. Et ’tilbage til fortiden’ på den gode måde. Og ikke kun fordi Bruce Springsteen spillede en koncert, som bedst lader sig beskrive som seks klasser over det urealistiske. Og hvis lige ikke er set i mange år om nogensinde på denne festival.

Fællesfølelsen var tilbage

Jo, gu var Bruce mageløs. Men dertil viste så forskellige folk som Machine Head, Roots, Malk De Koijn og Magtens Korridorer, at jo (!) der findes selvfølgelig stadig kunstnere, som kan spille Orange Scene op det kræver sådan set ’bare’, at man som indgangsvinkel vil gå efter FESTEN genre upåagtet.

Men i år trådte Roskildes ledelse så efter nogle år i selvfedmens formørkelse ud i det (semi)folkelige lys igen og lod de fede tider rulle på Orange Scene. Så havde vi langt om længe igen fællesskabet på plads til de store koncerter, og det var fandeme også på tide.

Naturligvis er festivalen ikke kun de store, samlende fællesfester, men de er vigtige for stemningen som helhed. For de stunder er vigtige, hvor man lige kort ved én af de andre scener mødes og mindes den fede fest, man var til aftenen før ved Orange. Bare lige blinket i øjet eller håndslaget ved sådan en lejlighed er vigtigt for den fællesfølelse, som vi alle bærer med os hjem fra en festival.

Når man tager i betragtning, at det er Roskilde, vi har med at gøre, har dette været en festival, hvor man har haft forsvindende lidt behov for det baseball-bat, man plejer at brække ledelsens løftede pegefingre med.

Til gengæld stod man for første gang i umindelige tider foran Orange Scene en solrig søndag eftermiddag sammen med en flok andre lykkelige individer i varierende grader af opløsning af et rent hjerte (jamen dog, Jungersen!) og nød afslutningen på fire fede dage i godt selskab.

Den gamle rock-skribents dom: Fire stjerner

Når man tager i betragtning, at det er Roskilde, vi har med at gøre, har dette været en festival, hvor man har haft forsvindende lidt behov for det baseball-bat, man plejer at brække ledelsens løftede pegefingre med