Manchester United har famlet febrilsk rundt efter topformen i indledningen af denne sæson, hvor holdet - til trods for en godkendt pointhøst - ikke har lignet den stormagt, der stordominerede europæisk fodbold op gennem 90erne og 00erne.
Nedturen har især været personificeret ved stjerneangriberen Wayne Rooney, der inden onsdag aften ikke havde scoret i denne sæson. Han har tværtimod lignet en hoftestiv og falmet angriber, der ikke kunne få en miniput-målmand til at ryste på hånden.
Men onsdag aften i Brugge i Champions League-playoff'ens returopgør mod Club Brugge fandt United og Rooney tilbage til fordums storhed. I en tricky udebaneopgave vandt englænderne med 4-0. De tre første scoringer blev sendt i mål af en storspillende Rooney. Spanske Ander Herrera stod for den sidste scoring. Indskiftede Javier Hernandez tillod sig endda at brænde et straffespark.
Dermed er United klar til Champions League-gruppespillet efter samlet 7-1 over det belgiske hold, som i de seneste år har sendt både FCK, Brøndby og AaB ud af Europa.
Manchester United præsterede generelt noget af det bedste fodbold, man har set fra holdet under hollandske Louis van Gaal. Og holdet fik formentlig banket en del plusser ind på selvtillidskontoen inden søndagens svære Premier League-udekamp mod Swansea.
Der trækkes lod til Champions Leagues gruppespil torsdag aften.
