»Nok er nok!«

Engelske Wayne Rooney er godt og grundigt træt af de britiske tabloide medier. Det slog han fast umiddelbart efter lørdagens opgør mellem Arsenal og hans klub Manchester United.

Landsholdsanføreren blev tidligere på ugen hængt ud som useriøs drukkenbold, efter at uheldige billeder af, hvad der lignede en beruset Rooney, ramte diverse forsider. De skulle angiveligt være blevet taget umiddelbart efter Englands sejr over Skotland, hvor Rooney sammen med holdkammerater og medlemmer af landsholdets stab havde fejret triumfen på spillerhotellet.

Rooney beklagede straks, at billederne var kommet ud, men undlod at bekræfte rygterne om, at han havde festet og drukket tæt til klokken fem om morgenen. I stedet føler han sig nu uretfærdigt behandlet.

»Jeg er stolt af at spille for mit land, og jeg er stolt af, hvad jeg har opnået. Det er ikke slut endnu. Jeg synes, det, der er foregået, er en skandale. Det viser manglende respekt, og synes at nok er nok. Det er alt, hvad jeg vil sige,« tordnede han og tilføjede så alligevel ifølge The Guardian:

»Nok er nok. Det føles som om medierne prøver at skrive min nekrolog, og det vil jeg tillade. Jeg elsker at spille for mit land, og jeg er stolt af, hvad jeg har opnået indtil nu - men det er ikke slut endnu.«

Wayne Rooney fik trods de mange historie de sidste godt 20 minutter af lørdagens storkamp mod Arsenal.